Rudersdal

Voldtægtssigtet lærervikar løslades

Den 27-årig lærervikar er fortsat sigtet for voldtægt på skole i Birkerød sidste år, men løslades onsdag.

Den 27-årige mand, der er sigtet for voldtægt af en pige på en skole i Birkerød sidste år, bliver onsdag løsladt fra sin varetægtsfængsling.

Sigtelsen mod ham opretholdes dog. Det oplyser mandens forsvarsadvokat, Trygve S. Nielsen, til TV 2.

Manden, der er tidligere ansat på Søholmskolens afdeling Bistrup i Birkerød, er desuden stadig også sigtet for vidnetrusler ved at have truet pigen til ikke at fortælle nogen om overgrebet, der skete på et ukendt tidspunkt før sommeren 2022. Han nægter sig skyldig.

Den 27-årige blev varetægtsfængslet 14. september. Fængslingen blev forlænget to uger senere, men nu bliver manden altså løsladt.

"Nordsjællands Politi har foretaget en lang række efterforskningsskridt herunder en række afhøringer, og det er vurderingen, at den sigtede ikke længere vil kunne påvirke efterforskningen", siger politiet til TV 2.

"På den baggrund er det anklagemyndighedens opfattelse, at der ikke længere er grundlag for varetægtsfængsling i sagen".

Søholmskolen holdt i slutningen af september orienteringsmøder i sagen, hvor forældre til elever på skolen deltog. Det samme gjorde Nordsjællands Politi og kommunaldirektøren i Rudersdal Kommune.

Ved mødet kom der ikke noget nyt frem i forhold til efterforskningen af sagen. Men flere forældre fortalte ifølge TV 2, at de og deres børn i årevis har gjort skolen opmærksom på, at den 27-årige havde haft en grænseoverskridende adfærd.

Skolen og kommunen ville ifølge mediet ikke svare på, i hvilket omfang de har kendt til problemer med den 27-åriges adfærd.

Der er iværksat en ekstern advokatundersøgelse, der skal afklare, om der er sket ledelsessvigt i forbindelse med lærervikarens formodede overgreb.

/ritzau/