Inspireret af Einstein er det min bedste overbevisning, at for at forbedre lærernes arbejdsforhold og øge elevlæring må vi tage et kvantespring i vores udsyn. Det nytter ikke meget at lave projekter baseret på 'best practice' - eller idéer skabt af ikke-læreraktive personer. At noget har virket godt på en skole for én lærer eller hele skolens lærere har gang på gang vist sig sjældent at være skalerbart til andre kolleger på andre skoler. Det er alfa og omega, at lærerne får givet reel mulighed for at tage ejerskab. Det kan bedst lade sig gøre, når de tager udgangspunkt i deres egen praksis og deres egen personlige tilgang til undervisningen. For både undervisning og læring er motivationsbaseret - og dermed følelsesreguleret. At lære og at undervise er derfor i bund og grund motiveret af gode relationer. Vi underviser alle sammen bedst, når vi udruller undervisningen ud fra den personlighed vi har. Og ved netop at udstråle autenticitet og ejerskab, motiveres eleverne bedst. Det ved vi alle.

Der er et gab så stort som aldrig før mellem elevernes ressourcer og de krav, de stilles overfor i undervisningen. Lærerne er gode undervisere. De kan deres didaktik og pædagogik - og de kan formidle. Men virkeligheden fortæller os, at der mangler en bro. For eleverne har det svært ved at imødekomme lærerkravene. Den bro består ikke af endnu en omgang projekter, som andre har fundet på. 

Broens fundament bygges af en reel forståelse for og accept af børn og unges konditionering af samtidstendenserne. De har sværere ved at holde fokus, men det kan de lære. Hvis vi præsenterer materiale og fag-faglige fortællinger på måder, hvor børnene bliver optaget af det, så kan de slet ikke lade være med at lære - så længe undervisningstilgangen sikrer, at eleverne bliver mødt med klare krav, som de har ressourcer til at honorere. På den måde begynder de at vandre ad broen mod læring. Det er vigtigt, at læreren forstår - og kan agere adækvat på - de unges hjernefysiologiske prægninger i en tid med en overvældende informationsstrøm - og med lettilgængelige informationer, billeder og animationer gennem tryk på iPad'en lige fra børnehaven af. Dertil kommer, at de lever i en tid, hvor nærvær er en mangelvare. Der er derfor et uindfriet behov for lærerens nærvær, som i nogle situationer udmønter sig i uhensigtsmæssig adfærd, som er drænende for læringsmiljøet og for læreren.

Hjerne & læring er italesat. Flere og flere ved det jo godt. Det er bare svært at finde ud af, hvordan man skal udmønte det i praksis - hvad man konkret skal gøre. Selve undervisningen undergår transformation baseret på de hjernefysiologiske læringsmekanismer. Det kræver ikke nye langvarige projekter. Det kræver blot en enkelt pædagogisk dag, hvor lærerne erfaringsbaseret bliver 'udsat' for konkrete eksempler på, hvordan hjernefysiologisk baseret undervisning kan udøve en særdeles transformativ effekt på den lærende lærer, der nemt omsætter tænkningen til egen praksis. Det er det nye hjernefysiologiske mindset, der transformerer lærerens egen praksis. Det er ikke den intellektuelle viden, der transformerer - det er selve måden, læreren erfarer effekten af den hjernefysiologiske læringstilgang. 

Tilsvarende kan den enkelte undervisers reaktion på elevernes uhensigtsmæssige adfærd reguleres gennem introspektion, hvor den eksisterende vanetænknings fysiologiske spor gradvist slettes til fordel for opbygningen af ny og mere hensigtsmæssige reaktions- og handlemønstre. Også dette foregår kun gennem metoder, såsom KAM-metoden, der inddrager såvel det Kognitive, det Analytiske som det Mindfulde rum. En lærer har beskrevet et af udbytterne af arbejdet med KAM-metoden som "Jeg har lært at agere i sted for at reagere; jeg kan bedre lide mig selv, når jeg agerer. Jeg oplever mere ro i klasserummet." Intellektuel viden kan være rart at have, men intellektet kan ikke regulere adfærd, fordi adfærd er reguleret gennem følelsessystemet. Der er ingen direkte hjernefysiologisk kommunikation mellem de to systemer.

Ja, det blev lidt teknisk, men jeg følte mig nødsaget til at dvæle ved det hjernefysiologiske aspekt længe nok til at tydeligegøre, at nye intellektuelle projekter kun har ringe effekt, når man ikke selv har været medskaber af det. Hvis man så tilligemed i forvejen er presset i arbejdstid, forberedelse og i timerne, så er sådanne projekter i bedste fald blot spild af tid. Hvis vi vil ud af hamsterhjulet, skifte gear til lavere omdrejninger, så må det være ad hjernsfysiologiens transformerende vej, hvor læreren ud fra et neurovidenskabeligt mindset udvikler egen praksis og dermed opnår autentisk ejerskab.