Så er der ny forskning på banen! Det er uoverskueligt at gengive alt i Dion Sommers nye bog om resiliensbegrebet, men hvad mange af os tidligere har lært om arv og miljø og om udviklingspsykologi, kan vi godt glemme.

Det er ikke nyt, at resiliens og sårbarhed kan overføres gennem generationer, men tidligere mente man, at traumerne blev videreført som en ikkegenetisk "negativ social arv" via forældrenes direkte påvirkning af deres børn, for eksempel gennem mangel på omsorg. Denne videreførelse sker også, men begrebet transgenerationel kobles nu direkte til vore geners virkemåder og får dermed en helt ny drejning. Det handler om arvelige påvirkninger i en helt anden forstand end den klassiske darwinistiske forståelse, hvor kun mutationer tæller. Epigenetiske studier dokumenterer nemlig, at en opvækst i enten berigede eller belastede miljøer påvirker og ændrer generne direkte ved at "tænde" eller "slukke" for dem.

Vi lærer i denne nye bog, at helt fra fostertilstanden udvikler vi vore hjerner, og modstandsdygtighed grundlægges, længe før vi bliver født. Vi arver vores psyke fra vores forældre, men vi kan også selv påvirke vort arvemateriale i en positiv retning. Som det pointeres: Hvis du synger i kor eller udøver musik (hvilket er miljøaktiviteter), da "tændes" nogle gener, som sætter gang i produktionen af endorfin i hjernen. Det forklarer, hvorfor man bliver "løftet i sindet" af musikalsk udfoldelse. Det samme gælder for sex, motion, teateroplevelser og sportslig udfoldelse.

Det handler blandt andet om, at vi skal lære at fremme et nyt professionsbegreb: miljøgenetisk resiliensfremme. Ved bevidst skabelse af beskyttende faktorer (miljøpåvirkninger) kan vi direkte påvirke geners udtryk. Alt, hvad vi oplever, har betydning for hjernens vækst og funktion. Stress i graviditeten og ubehandlet psykisk lidelse igangsætter epigenetiske processer. Nogle miljøpåvirkninger "slukker" og andre "tænder" vi for eksempelvis ved kvalificeret omsorg. Miljøgenetikken (der bygger på epigenetikken) betegner de nærmest svimlende perspektiver i at skabe resiliens dér, hvor den ikke er fra fostertilstanden.

Derfor er tidlig indsats vigtigt, da det er muligt gennem en sundhedspædagogisk indsats at "tænde" for udsatte børns (og også voksnes) gener. Miljøindsatsen aktiverer hjerneprocesser, der reducerer stress og samtidig skaber nye nerveceller i hjernen. Hermed multipliceres de kommunikationsmønstre, der ligger under tænkning, hukommelse, problemløsning og sociale evner.

Den nye epigenetiske forskning rummer et nyt børnesyn, som gør, at vi ikke kan tale om arv og miljø, som vi tidligere har gjort det. Vi skal nu acceptere, at de uventede empiriske fund og iagttagelser kan omstøde selv den mest elskede teori og dens fagbegreber. Ord som "mælkebøttebarn", "mønsterbryder" og "det robuste barn" hører ikke hjemme i den faglige begrebsværktøjskasse på professionsuddannelserne eller i en professionspraksis.

Dion Sommer skriver, at coronapandemien lærte ham, hvorfor det slet ikke er nok, at individet er resilient og galvaniserer sig, for det er kun samfundssystemer og fællesskaber, der kan håndtere en sådan krise, og et nyt begreb som "samfundssind" dukkede op. Hans ambition med bogen har været at skrive en komprimeret "up to date"-fagbog om resiliens, der forklarer begrebet i sin historiske kontekst. Bogen gennemgår fire forskellige forskningsparadigmer, hvor den nyeste om epigenetik er så epokegørende anderledes, at det er noget, der skal læses grundigt og langsomt for rigtigt at kunne indlejre sig i et nyt børnesyn. Epigenetikkens nytænkning af resiliens forklarer, hvordan forældres og endog bedsteforældres traumatiske oplevelser kan nedarves gennem deres børn til deres børnebørn. Samtidig er hans budskab, at test- og præstationsskolen på mange måder fremmer stress og mistrivsel, og det går ikke væk, hvis vi blot lærer eleverne at kunne "håndtere" disse stressorer gennem karakterstyrke og positiv tænkning. Som han skriver:

Hvordan skaber skolen resiliens?

Kronik

"Så tænk engang: Hvad nu hvis denne signifikante risikofaktor – den politisk skabte stressproducerende danske folkeskole – forsvandt med et trylleslag? Og det lærende fællesskab trådte i stedet? Så vil stressniveauet falde. Der vil hurtigt ske en bedring af elevernes trivsel og positive tanker omkring at gå i skole. Pointen er: Når den kontekst, individet er indlejret i, ændres, så ændres sindsstemningen. Man skal ikke gå den anden vej rundt".

Virkelig effektiv forebyggelse og intervention kræver tværprofessionelt samarbejde. Dion Sommer påpeger, at kommunerne skal afsætte tid og økonomi til, at tværprofessionelle team kan arbejde resiliensfrem­men­de. Resiliens skal ikke reduceres til stereotyper, fordi kronisk stress skaber fysiske og psykiske skader på ufødte fostre, nyfødte, spædbørn og i den tidlige barndom.

Lad os ønske og håbe, at denne viden bliver almen viden. Det her skal råbes så højt, at vi ikke giver for mange stressorer videre til vore børne- og oldebørn.