Der findes tre typer af kritikere, skriver Vetlesen og Willig i "Hvad skal vi svare?" De gamle, der ikke har noget at miste. De unge, der mangler erfaringer, og så dem, der skal dø, eller rettere ved, de skal dø, fordi de ser en klode, der er ved at bukke under for menneskehedens pres på miljøet.

Vetlesen og Willig hører til den tredje kategori. De ser en civilisation, der højst sandsynligt er ved at blive sat over styr. Lyder det lidt for bastant? Den nysgerrige læser videre. Andre lægger måske bogen fra sig allerede efter indledningen og måske lidt mere læsning. For det bliver ved. Et kampskrift.

"En pædagog forholder sig til de unge som en repræsentant for en verden, som han eller hun selv må tage ansvaret for, selv om vedkommende ikke selv har skabt den, og selv om han eller hun, åbenlyst eller i det skjulte, ville ønske, at den var anderledes, end den er. Enhver, der nægter at påtage et delvist ansvar for verden, bør ikke få børn og må ikke få lejlighed til at deltage i undervisningen af dem". Sådan skriver Hannah Arendt i en berømt artikel om uddannelsessystemet  i 1961, og det gælder stadig, mener de to forfattere til denne bog. Derfor er citatet anbragt, så det er det første, der møder læserens blik, når bogen åbnes.

Fordi forfatterne mener, at citatet stadig gælder, har de skrevet "Hvad skal vi svare?" Altså hvad skal lærere svare, når deres elever stiller spørgsmål om vigtige samfundsproblemer som for eksempel forurening?

"Vi skal flyve til Thailand i juleferien. Er det ikke bare fedt?" siger Peter i fjerde klasse. Dermed stiller han et spørgsmål, der kræver et svar, men hvad skal Peters lærer egentlig svare? Det kommer an på! Er Peters lærer en rollemodel, der altid gør det rigtige selv og derfor problematiserer "det der med at flyve", fordi det forurener?

Er lærere rollemodeller, der altid står på mål for det, der er de rigtige beslutninger, der forbedrer menneskets mulighed for at overleve på en klode, der er langtidsholdbar? Der gives ikke enkle svar.

Lærere bør beslutte sig for en selvforståelse: Er jeg en rollemodel, der tager ansvar? Den canadiske uddannelsesforsker Max Van Manen mener, at lærere grundlæggende bør indtræde som forældrenes stedfortrædere - In loco parentis, hedder hans grundlæggende begreb om lærerrollen. Lærere skal hjælpe forældre med at opfylde rollen som forældre. Dermed er han enig med Hannah Arendt og bogens forfattere, men kan man forlange det af lærere i nutidens skole? Det er spørgsmålet, man som læser tvinges til at overveje, hver gang man bladrer i "Hvad skal vi svare?"

Bogen er skrevet af en filosof og en sociolog. Det er ikke en bog med mange tabeller og tal. Det er ikke det, der skal overbevise læseren og give lyst til at være "repræsentant for verden". Det er derimod det gode arguments overbevisende kraft, som Jürgen Habermas engang formulerede det.

Begge forfattere bekender sig i bogens afsluttende kapitel til netop den tyske kritiske teori, nærmere bestemt til Jürgen Habermas og Axel Honneth. "Hvad skal vi svare?" indledes med en bærende metafor, der stammer fra jagt på vildænder, en særlig teknik, der på jagtsprog kaldes en fuglekøje. En snedig fælde udformet som en kunstig sø med særlige fangarme. Når vildænderne først er i fælden - lokket af tamænder - kommer de ikke ud. Og vi er som vildænderne lokket i fælden, og vi har svært ved at redde os selv! Fangarmene er sociale medier, konsulentdisruption, benægtelse, følelsesmæssig forskydning, rovdrift på indre og ydre natur, intetsigende forbrug, fossile brændstoffer, falsk optimisme og teknologiske fix. Vi hænger fast i dem alle, og skal vi slippe ud, kræver det nye typer af handlinger af os alle. Det er det grundlæggende synspunkt i bogen.

Bogen er skrevet til den voksne læser. Den er ikke målrettet lærere. En smule kritisk kunne det hævdes, at bogens genstand, "børnene", er for diffust. En for generel kategori? Der er formodentlig børn, der ikke spørger, så lærere bliver i tvivl om, hvad de skal svare?