Publikationen bygger på samtaler om opvækst og opdragelse med 42 elever, fordelt på to 8.-klasser. Indledningsvis formuleres tanker om det at bruge unge som informanter, hvordan det bedst sker. Afslutningsvis redegøres for interview- og bearbejdsningsteknik. Denne sidste er særdeles kraftig og iøjnefaldende. Kun små brudstykker af disse interview gengives, og de anbringes tematisk (rykkes altså ud af deres autentiske sammenhæng), under overskrifter som 'Hvad forældre lægger vægt på i opdragelsen', 'Når familien er sammen', 'Hvad forældre er bange for', 'Rod og oprydning', 'Vi har så travlt', 'Skolen', 'Fester'.

Det er interessant at læse de små smagsprøver på unges udtalelser om deres opvækstbetingelser. ('Normalt er jeg kun hjemme, når jeg spiser og sover.

Mine forældre er skilt, og jeg bor halvdelen af tiden hos hver af dem . . .'. 'Jeg foretrækker at være sammen med mine venner frem for mine forældre. Hvis jeg ikke må komme ud og se til dem en dag, så bliver jeg skidesur. Så siger de til sidst, at jeg bare kan gå. Så skændes vi lidt, men så går jeg . . .')

Den karakteriserende undertitel på publikationen må dog tages med stort forbehold, for inddelingen, udvælgelsen, bearbejdelsen og præsentationen af stoffet sker ganske på redaktør-interviewerens præmisser. Dennes betænkelige dominans er åbenbar i alle 13 afsnit: Udsnittene af de unges udtalelser indsættes i redaktørens omstændeligt forklarende og emsigt kommenterende ramme. Udtalelserne bliver herved reduceret til bekvemt udvalgte eksempler. Denne særegne form for 'kvalitativ' undersøgelse diskuteres ikke - heller ikke over for 'kvantitative' undersøgelser med større sociologisk udsagnsværdi. Det benyttede interviewmateriale er nemlig påfaldende sparsomt - der koges suppe på en pølsepind. Jævnfør den fordringsfulde publikationstitel.

Publikationen er led i et stort anlagt, flerårigt undersøgelsesprojekt. Den viden kan godt gøre anmelderen lidt forstemt . . .