Anmeldelse
Udviklingspsykologi i praksis
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I bogen citeres Kurt Levin (1943) for sin udtalelse: »Der er ikke noget så praktisk som en god teori«. Det gælder også denne bog, som formår at trække linjer op fra udviklingspsykologiens gamle teoretikere til et nutidigt økologisk syn i form af dynamisk systemteori. Alt sammen beskrevet på et rimeligt nemt niveau og hjulpet på vej med masser af gode eksempler, case-studier og litteraturhenvisninger for de særligt nysgerrige.
Med det afsæt beskriver bogen mennesket i livslang udvikling, hvor udfordringer er katalysator for forandring. Al udvikling finder sted i samspil med de fysiske og psykosociale omgivelser. Når udfordringerne står mål med vores resurser, vinder vi flere resurser gennem succes og små katastrofer. Men overstiger udfordringerne over tid resurserne, hæmmes vi i vores udvikling.
Overgange er perioder, hvor mængden af udfordringer intensiveres, for eksempel af modning, ydre krav, uforskyldte eller valgte hændelser. I overgangsperioder kan balancen mellem at vinde og tabe resurser være hårfin.
Mestringsmodellen uddybes gennem bogens første del og perspektiveres i den praktisk orienterede anden del, så læseren inviteres til at se bag om hverdagens glæder og konflikter på en meget berigende måde. Selv om bogen ikke er en brugsanvisning til livet, får læseren indsigt i nødvendigheden af at give børn og unge mulighed for at gøre deres erfaringer i hjemmet, børnehaven og ikke mindst skolen. Og den giver vejledning til at skabe gelænder frem for kontrol.
I dagligdagen kan antallet af udfordringer også overstige lærerens resurser. Har du det sådan med denne bog, er de ulige kapitler særligt relevante for lærere og kapitel tre særligt egnet til fælles teoretisk grundlag for pædagogisk praksis.
En dejlig bog, som børnene vil have gavn af, at de voksne læser.