Fibæks seneste bog hedder "Dialog – Realistiske ambitioner for folkeskolen", og den har allerede trukket overskrifter, for eksempel i Folkeskolen i september og med et interview i Politiken i denne måned.

"Dialog – Realistiske ambitioner for folkeskolen" er Fibæks sidste bog i en trilogi af pocketbooklignende bøger, som alle reflekterer over helt centrale udfordringer i og omkring dagens folkeskole. Dejligt perspektiverende. Bogen her kunne meget vel være obligatorisk stof på læreruddannelsens første par år sammen med trilogiens to andre bøger: "Drop ambitionerne – og lav bedre undervisning" (2015) og "Didaktiske ambitioner – alle elever med" (2016). Bøgerne kunne være en delvis erstatning for det emneområde, som desværre ikke længere findes i læreruddannelsen, nemlig skolen i samfundet. Og hermed en gaveidé til familier med nye lærerstuderende.

Fibæk er, også i bogen her, præget af udsyn og overblik og demonstrerer en permanent opmærksomhed på og stillingtagen til tidens tunge og ofte trykkende temaer. Selv ved lav volumen er det oppositionelle blæs i for eksempel et af forordets udsagn ganske klart: ”Undervisning er ikke en produktionsproces, der kan styres og kontrolleres, men en samtale mellem levende mennesker uden nogen garanti for, hvad resultatet bliver”. Et befriende grundsyn i tiden.

Og apropos undervisning som ”samtale”, så er det dét, Fibæks bog handler om. Undervisning som samtale, undervisning som dialog - og det er vidunderligt, at nogen vil skrive en hel bog om det. Vær imidlertid opmærksom på, at Fibæks forståelse af dialog er langt bredere end normalt i didaktiske sammenhænge og især langt bredere end en metodisk forståelse af begrebet. Dermed er der en betydelig risiko for at udvande netop dialogens metodiske aspekter og samtidig yderligere en risiko for ikke at kunne få øje på eventuelt manglende metodekvaliteter i den faktiske, daglige undervisning.

Fibæks hovedpåstand i bogen er jo netop, at folkeskolens ”undervisning er af så høj kvalitet, at den vanskeligt kan blive bedre”. Stor sympatisk støtte til skolen og lærerne, men kan påstanden holde vand? Selv mener Fibæk ja, og hele bogen skal fungere som en lang stribe indicier for, at påstanden faktisk er okay.
Kortest fortalt anvender Fibæk begrebet dialog som en samlebetegnelse, som en slags overbegreb for god undervisning. Når bogen så ikke hedder "God undervisning", men "Dialog", hænger det sammen med grundsynet, at dialog er det bedste og rigtigste billede på undervisning i det hele taget – ikke et vækstbillede og ikke et produktionsbillede, som ellers i dag er det fremherskende. Og samtidig anvender Fibæk selve ordet dialog, helt bogstaveligt, som en struktur og som karakteristika for den gode undervisning: D for dialog, I for indholdsmæssig klarhed, A for aktivering, L for læringsorientering, O for organisering og G for gennemskuelige forventninger. Strukturen kaldes dialogmodellen.

En grundpointe i bogen er yderligere, at Fibæk ikke accepterer en modsætning og kamp mellem den såkaldte empiriske effektforskning, evidensforskningen, og en almindelig didaktisk og filosofisk tilgang til undervisning. Tværtimod forsøger han målrettet i broderparten af bogen at underbygge dialogmodellen med empiriske forskningsresultater. Men det giver nogle synlige pudsigheder; for eksempel kører Fibæk generelt John Hattie ud på et - helt relevant - sidespor i danske sammenhænge, men omvendt har Fibæk løbende mangfoldige referencer til Hatties såkaldte effektforskning, når han forskningsmæssigt bygger bro til god undervisning. Den bro tør og vil anmelderen ikke gå over.
Fibæk er flere forskellige steder i bogen tæt på de centrale kvaliteter ved en klasses ægte dialog – som ikke er lærerens monolog, og som ikke er spørgsmål/svar, hvor læreren kender alle svar på forhånd. Det vil sige ægte dialog i Olga Dysthes forstand og ikke i Fibæks bredere forstand; der er gode eksempler fra de konkrete observationer, Fibæk har af en lærers arbejde, der er en kort og direkte gennemgang af kvalitetsaspekter ved dialogbegrebet, og der er en tydeliggørelse af de fordele, dialogen har i klassen i forhold til envejskommunikationen: Dialogen skaber liv, den aktiverer eleverne, opfattelser kommer på bordet, og fejlopfattelser kan blive korrigeret, eleverne lærer ved at formulere sig, og de lærer af hinanden – og ikke mindst kan ægte dialog være med til at fremelske en samarbejdsorienteret grundholdning i klassen, som Fibæk kalder det.
Og hvad koster det, spørger anmelderen? Ikke en snus. Det koster "kun", at vi som undervisere øver os bogstavelig talt år efter år. At vi bliver bedre og bedre til ægte dialog. Og her kan man igen knytte an til Fibæks store overblik. Han tror nemlig ikke længere på de store udviklingsprojekter i skolen. Faktisk er skolen så god, at dét er hovedforklaringen på, at projekterne aldrig rykker noget særligt. Men vedvarende udvikling er der selvfølgelig stadig brug for. Og hvad gør vi så? ”Et skolesystem som det danske kan kun ændres gennem kollegial innovation”, siger Fibæk direkte, og selvfølgelig sætter han her tingene på spidsen. Den spids er imidlertid ikke bare solidarisk velgørende i udprægede og belastende top-down-tider, den er formentlig rationelt nødvendig som strategitænkning for folkeskolens udvikling, paradoksalt nok hvis skolen skal overleve som en fælles skole.