Jeg har glædet mig til at skulle læse den: Bogen om nej’et. Mest fordi jeg med skam må indrømme, at jeg som voksen ikke altid forstår betydningen af og respekterer nej’et fra barnet eller den unge. Men også fordi jeg er nysgerrig i forhold til, hvad vi som forældre og lærere kan lære af dette nej.

I bogen ”Om børn og unges nej – Farvel til lydighedskulturen” stiller forfatteren skarpt på vores samfunds stigende institutionalisering af børn og unge samt en lydighedskultur, hvor nej'et ofte opfattes som ulydighed og derved problematiseres.

De indledende kapitler handler om nej'et set i forhold til de voksne, institutionaliseringen og den politiske udvikling. Disse efterfølges af et kapitel om ADHD, hvori spørgsmålet stilles, hvorvidt diagnosen i nogle tilfælde kan være resultatet af børns nej. I resten af bogen får børnene ordet, og man bliver som læser en del klogere på børns nej og arbejdet med dette i daginstitution og skole. Små historier fra virkelighedens verden gør bogen nærværende og eksemplificerer og underbygger på fin vis den inddragede forskning. I et af kapitlerne gives der også helt konkrete bud på, hvordan der kan arbejdes konstruktivt med dette og at forebygge de unødvendige nej'er i for eksempel skolen.

Nu har jeg læst den: Bogen om nej‘et. Det var en fornøjelse. Ud over at være forskningsmæssigt fagligt velfunderet er den rigtig velskrevet og læseværdig. Ifølge forfatteren er bogen skrevet til ”de voksne, der ønsker at leve i demokratisk samvær med børn og unge …” og ”som søger mødet frem for konfrontationen”.

Forfatteren stiller respektfuldt, kritisk og kompetent skarpt på, hvad forståelsen af og respekten for nej'et kan betyde for barnet eller den unges udvikling og liv, og hvordan vi som forældre eller professionelle kan møde og forstå betydningen af dette nej på en mere konstruktiv måde.

Forfatteren plæderer ikke for, at voksne skal sige ja til alt, hvad børnene vil. Men voksne kan anerkende børns eller unges ret til at ville og sige nej.

Og til det kan man vel kun sige: Ja!