Omslaget på bogen er Magrittes maleri "Det falske spejl", hvor et menneskeøje fylder hele lærredet. Iris er udskiftet med en blå himmel med hvide skyer, surrealistisk, men insisterende og yderst relevant i sammenhæng med bogens titel. Alle pædagogiske vejledere må spørge til egen iagttagelse: "Hvad ser jeg?" og "Er det, jeg ser, en refleksion over det, jeg ved?"

Jeg begynder altid min læsning af en bog bagerst - ved litteraturlisten. I dette tilfælde blev jeg både imponeret og næsten bekymret. Med Løws egne ord er vejledningslandskabet uoverskueligt, og det samme er bogens litteraturhenvisninger ved første øjekast. Vil det lykkes forfatteren at skabe en slags overblik i et felt, hvor nye modeord popper op, og gamle skævvrides? var min første tanke.

Løw udfolder i første del af bogen vejledningsbegrebet gennem teoretisk kobling til de to forbundne begreber "kommunikation": "vejledning er kommunikation" - og "læring": "vi mennesker lærer og skaber vores identitet i mødet med vigtige andre". Forfatteren opstiller en række antagelser omkring kommunikation, nogle statements, som spidsformulerer vigtige sider af begrebet og belyser forskellige aspekter ved kommunikation, som skaber af sociale verdener.

Læringsmetaforerne "Læring gennem handling", "Læring gennem samtale og refleksion" og "Læring gennem dialog, refleksion og fortælling" er tre perspektiver på nutidige, aktuelle vejledningsretninger, og de fungerer som knager, hvorpå læseren kan hænge de seks vejledningsformer, som har hver sit kapitel i bogens anden del.

Anden del indledes med et vejledningsgrundlag, som er hentet fra forskellige studerendes praktiklogbøger, og derefter udfoldes de forskellige vejledningsformer efter samme skabelon: Historisk rids, grundlæggende idé/teori og centrale hovedpunkter. Ideen med at lade vejledningen af en studerende indgå virker befordrende for forståelsen. Der er dog et par steder, hvor den studerende ikke er særlig synlig, man glemmer hende simpelthen undervejs, men generelt virker det at lade praksis og teori spille sammen.

Bogen er gennemstruktureret, og netop dét gør den til en god opslagsbog. Omvendt gør samme opbygning desværre også bogen fragmenteret et par steder. Et eksempel: Kapitel 3 handler om "Vejledning som praksislæring og modellæring". På side 60 nævnes Jean Laves teori og læringsmodel uden nærmere præsentation - mens hun på side 62 omtales igen og denne gang i sin historiske kontekst. Det virker forvirrende, at man som læser ikke får hele præsentationen på én gang. 

Når det er sagt, vil jeg alligevel anbefale bogen til alle, som arbejder med pædagogisk vejledning - især diplomstuderende, som Løw selv nævner som målgruppe. Med et kendskab til lærings- og kommunikationsteorier får man som læser et rigtig godt indblik i nuanceforskellene i vejledning - og dermed mulighed for at orientere sig og udvikle sine egne positioneringsmuligheder.

Vejledningsjunglen er hermed gjort farbar, tak til Ole Løw for det!