Bogen handler om livshistorien som pædagogisk integreret element i barnets og den unges udvikling og identitetsdannelse.

Der er især fokus på det anbragte barn, da det ofte udsættes for forskellige livsbetingelser, samt på, hvor vigtigt det er kontinuerligt at opbygge barnets selvværd gennem fortællingen om dets liv.

Det er forfatternes mål at lægge op til debat om nye muligheder og øget forståelse for socialpædagogisk arbejde.

Den primære målgruppe er pædagoger, pædagogstuderende og andre, der arbejder med børn og unge i institutioner. Også lærere i folkeskolen kan her hente inspiration og metoder til at arbejde med livshistorie som fortælling, mundtligt og skriftligt.

Budskabet er således, at livshistorie kan anvendes til selvindsigt, såvel terapeutisk som med henblik på udvikling og identitetsdannelse i almindelighed.

Det første af bogens fire afsnit har grundige beskrivelser af de psykologiske og pæda-gogiske/filosofiske begreber, der danner baggrund for den narrative pædagogik. Afsnittet har mange velvalgte, illustrerende citater og debatterende overvejelser over etiske og metodiske spørgsmål.

I afsnittet om narrativ pædagogik i praksis er fokuset på livshistorie som vejen til personlig erkendelse og på evnen til refleksion samt mulighed for at erkende egne resurser. Her er eksempler på metoder og på forslag til, hvordan disse kan udføres og analyseres. Endelig gives forslag til narrativ pædagogik i grunduddannelser for voksne og i personalegrupper.

Den velskrevne bog, med stikordsregister og litteraturliste, efterlader budskabet om krav til en vis stædighed og mod hos formidleren, hvis livshistorier skal udvikle den enkelte til at kunne håndtere eget liv og respektere andres. Min eneste anke er, at de mange referencer kan aflede opmærksomheden fra bogens egentlige formål.