Anmeldelse
Den gode vurderingspraksis
Ikke rigtig vedkommende
Sammenhængen mellem teori og praksis findes ikke i denne bog, som derfor ender med ikke at tilbyde sin læser noget særligt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Denne lille bog er en opslagsbog, som i sit første kapitel knytter an til en række centrale begreber fra den aktuelle pædagogiske litteratur. Disse tjener som et solidt videns- og læringsmæssigt fundament, for eksempel begreber som synlig læring (John Hattie), vurdering for læring (Trude Slemmen), lærerens autenticitet (Per Fibæk Laursen), relations-, ledelses- og didaktisk kompetence (Sven E. Nordenbo), god undervisning (Hilbert Meyer) og læringsledelse (Mads Hermansen).
Fakta:
Titel: Den gode vurderingspraksis
Forfatter: Lene Skovbo Heckmann
ISBN: 978-87-7281-847-4
Pris: 262,50
Sider: 104
Forlag: Dafolo
Forfatteren formoder, at læseren på forhånd er velbevandret i disse begreber, da hun bruger teorierne som fragmenter, der drysses ind omkring bogens redskaber. Det fremstår påklistret; som en legitimering af redskabet uden tydeliggørelse af den bagvedliggende didaktiske overvejelse.
Et eksempel: ”Elevernes læring kan synliggøres i klasserummet gennem tydelig kommunikation, så læreren får mulighed for at hjælpe eleverne til at lære bedre”. Som læser glæder man sig til afsnittet "Dialog og gode spørgsmål" i kapitel to for at lære mere om sammenhængen mellem spørgsmål og svar. Desværre giver afsnittet kun instruktioner og ingen uddybning af, hvilke præmisser der er for dialog i klassen, hvorfor nogle spørgsmål er bedre end andre, og hvilke spørgsmål der gør hvad i forhold til elevens tanker. Afsnittet fremstår tyndt med et skema med en række eksempler på spørgsmål. Hvorfor er de lige særlig gode?
Teori uden praksis er tom og ligegyldig – men praksis uden teori bliver hurtigt blind. Det vigtigste i koblingen teori-praksis er, hvordan teorien bruges, ikke hvor meget teorien fylder. Den sporadiske teorianvendelse i denne bog skyldes formodentlig et ønske om at give plads til redskaber, som er lige til at gå til. Bogen giver en samling af ideer i forhold til nogle vigtige elementer i undervisningen og kan som sådan måske støtte klasse- og fagteam i at vælge og forhåbentlig udvikle selv.
Men fraværet af begrebet refleksion over … underkender det behov, som lærere og pædagoger i dag beder om, kvalificeret refleksion. Havde bogen også givet plads til didaktiske overvejelser bag værdier, regler og rutiner, til de pædagogiske dilemmaer, som skoledagen er fyldt af, og til de teamaspekter, som metodeanvendelse kalder på, så ville bogen have været rigtig vedkommende.