Anmeldelse

Hverdagens skjulte ondskab

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Disse individer (psykisk voldelige personer) kan kun eksistere ved at ødelægge andre: De må absolut nedgøre for at opnå selvagtelse og dermed få magten, fordi de er begærlige efter beundring og anerkendelse'. Sådanne mennesker kan vi støde på overalt både i familien og på arbejdspladsen. Betingelserne for den psykiske vold er klart til stede i skolen. Der som bekendt er et sted med masser af relationer mennesker imellem - også asymmetriske relationer, hvor den ene part sætter dagsorden, eller hvor den ene part er afhængig af den andens gunst. Skolelederen over for læreren, læreren over for eleven, en forælder/forældregruppe over for læreren og den anden vej rundt samt elever imellem.

Denne bog vil bevidstgøre os om eksistensen af psykisk vold og gøre os i stand til at gennemskue den. Den beskæftiger sig mest med at beskrive, dokumentere og analysere forskellige sider af den psykiske vold og dens væsen, hvem er aggressor, hvem er offer, hvad er konsekvenser og langtidsvirkninger. Undertitlen 'sådan tackler du mobning og psykisk vold' kan virke en kende misvisende. Bogen er ikke en trin for trin-anvisning på, hvordan man kan udrydde mobning i skolen. Men til gengæld sætter den fokus på et alvorligt problem og det, at vi har en utrolig stor overbærenhed over for magtmennesker, og kender man disse mekanismer, bliver man bedre i stand til at tackle dem.

Bogens franske forfatter sammenligner den psykiske vold med rovdyrjagt, at et menneske gennem sine handlinger bemægtiger sig en andens liv, hvor den første handling fra rovdyret består i at lamme sit offer for at forhindre det i at forsvare sig. Det er også det, der gør, at ofret oftest bare skifter arbejde eller skole, samt at ofrets klager over kritik, hetz og bebrejdelser bliver slået hen som bagateller og harmløse drillerier, og at offeret bare er nærtagende eller mangler humor.

Forfatteren godtgør, at enhver, der kommer i krise, kan forledes til at bruge nogle psykisk voldelige mekanismer for at forsvare sig selv.

Bogen får gjort opmærksom på hverdagens skjulte ondskab, men måske er det en af de helt store styrker ved den danske folkeskole, at denne ondskab ikke trives så let. I folkeskolens formålsparagraf lægges vægt på at udvikle elevens alsidige personlighed, og samtidig samarbejdes der flere og flere steder i team, hvilket klart formindsker muligheden for enkelte psykisk voldelige personers udfoldelse. Men uanset hvor lidt psykisk vold der forekommer, er det ødelæggende for de mennesker, der udsættes for det, og derfor er en bog som denne vigtig og meget interessant.