Hvad pædagogisk filosofi er, er der langtfra enighed om. Pia Rose Böwadt har dog forsøgt at skrive en bog, som kan give et overblik over de pædagogisk filosofiske tænkere. Hovedvægten i bogen er på Vestens moderne pædagogiske filosofi, det vil sige fra 1700-tallet og fremefter. Dog kommer der et kort filosofihistorisk oprids i indledningen, som gennemgår Sokrates, Platon og Aristoteles og deres tanker om opdragelse, dannelse og uddannelse. Ud over det er der især lagt vægt på danske bidragsydere i forhold til den pædagogiske filosofi, såsom K.E. Løgstrup og Alexander Von Oettingen.

Forfatteren har foretaget en tematisk opdeling med temaerne menneskelivet, opdragelse, uddannelse og skolens opgave, livet i det moderne samfund og politisk dannelse. Inden for de forskellige kategorier er der en række udvalgte filosoffer og pædagogiske tænkere til at eksemplificere lige præcis dét tema. Det hele er meget overordnet – og man får lige rørt ved det essentielle hos de enkelte – førend man så går videre. Dette lægger sig jo fint i forlængelse af, at det blot er et overblik, der er målet, og ikke indgående kendskab til den enkelte filosof.

Bogen kommer blandt andet ind på det pædagogiske paradoks gennem Rousseau og Kant og spørgsmål som: Er skolen et instrument for samfundet, eller skal den netop være et frirum for selvsamme? Skal staten definere det gode liv eller være værdineutral? Disse og langt flere spørgsmål er med.

Det er et utal af forskellige pædagogiske tænkere, som man får kendskab til – samt deres indbyrdes forhold og sammenhæng. Sproget er godt – flydende og tydeligt, og fagbegreber forklares løbende med eksempler. Det er en god oversigtsbog at have med sig, når man for eksempel som studerende skal grave sig dybere ind i et emne og lige have et kort oprids over filosoffer og deres sammenhæng i forhold til deres samtid og indbyrdes forhold.

"Pædagogisk filosofi" er en fin indførelse i faget.