At bogtitler kan skabe en stereotyp og fejlagtig forforståelse af indholdet, er uhensigtsmæssigt, ved de fleste undervisere. I denne sammenhæng er det en skam, idet materialet på et højt niveau og meget illustrativt bygger bro mellem hjerneforskning og socialpsykologi og problematikker, der er nært forbundet med opdragelse, læring og forandringsprocesser hos børn og unge.

Udgangspunktet for bogen er, at den måde, vi som voksne agerer på i forhold til børn og unge, ofte skaber nogle ”spor i hjernen”, der absolut ikke har den ønskede effekt. Og hvorfor nu det? Det klassiske eksempel er den ironiske boomerang, hvor vi som voksne fortæller børn og unge om alt det, vi ikke ønsker, de skal gøre, hvorved vi aktiverer nervebaner, der gør, at de absolut ikke kan slippe tanken om det. Forslaget er i denne sammenhæng, at vi skal udvikle et ”gå hen imod-sprog”, hvilket vil øge sandsynligheden for, at de ting, vi ønsker, rent faktisk kommer til at ske.

Succestangenter, fremtidståge, mikrobeskeder, statustrusler og amygdalakapring er eksempler på et velvalgt billedsprog, der bidrager til at skabe forståelse for sammenhængen mellem opfattelse, fortolkning og følelser, et sprog, der med fordel kan anvendes i forhold til børn og unge selv med henblik på at øge deres indsigt og forståelse for egne styrker og udfordringer.

Forfatteren har samlet den nyeste forskning på området og har formået at gøre det relevant, ikke bare for forældre, men også for voksne, der både privat og fagligt har berøring med børn og unges udviklings- og læringsprocesser. Selvom konklusionerne til tider er noget bastante, er det forfriskende med en forfatter, der tør simplificere forskning og gøre den ikke bare forståelig, men også anvendelig for et bredere publikum.