Hvad virker? Dette spørgsmål bliver ofte stillet enten direkte eller indirekte, når man taler om undervisning. Der er en massiv interesse for at finde ud af, hvad der virker i forhold til at få elever til at lære mere, bedre og hurtigere. Gode og effektive undervisningsmetoder er efterspurgte - måske ikke så meget i skolen som uden for blandt forskellige interessenter. Og mange inden for skoleverdenen vil ikke anerkende spørgsmålet - eller vil ikke anerkende den måde, der spørges på.

For hvad er det for nogle forestillinger, der egentlig er på spil, når man spørger til, hvad der virker, og hvad er det for antagelser, der impliceres med den måde at spørge på?

Det er noget af det, der er i fokus i Lars Emmerik Damgaard Knudsens bog "Relationer mellem teori og praksis i pædagogisk og lærerfagligt arbejde". Når man spørger til, hvad der virker, impliceres én særlig forståelse af forholdet mellem teori og praksis. Spørgsmålet forudsætter for det første, at teori og praksis kan forstås som en polær relation, men det forudsætter også, at teorien er handlingsanvisende for praksis. Teorien og den analyse, der ligger i teorien, opfattes som mere værd og som mere "rigtig" end praksis. Teorien i dette eksempel må også forstås som noget, der er uafhængigt af den kontekst, teorien skal appliceres på.

Når man er klar over, hvad det er for en forestillet eller implicit relation mellem teori og praksis, man selv og andre anvender, er det Knudsens håb, at man kan blive mere reflekteret over egen praksis. Man vil samtidig få en langt større forståelse for, hvorfor andre opfatter virkeligheden på en anden måde end én selv - og man vil derfor også blive bedre i stand til at indgå i meningsfulde dialoger om disse forskelligheder. Hermed vil man kunne få en meningsfuld udveksling af forskellige opfattelser og erfaringer, hvilket vil styrke det professionsfaglige arbejde.

Man kan med andre ord anvende en dybere forståelse af forskellige relationer mellem teori og praksis til at analysere praksis, og så kan man også anvende forståelsen med henblik på at planlægge kommende praksis - altså som en "teori og praksis-didaktik".

Men tilbage til udgangspunktet for Knudsens fremstilling. Han tager udgangspunkt i, hvad han opfatter som helt forkerte måder, hvorpå man normalt har opfattet problemstillingen teori og praksis inden for professionerne lærer og pædagog. Problemer med teori og praksis er ikke, at de studerende har problemer med at forbinde, hvad der foregår på uddannelsesstedet og praktikstedet. Dette er der ellers mange, der har hævdet - og man har ligefrem talt om et virkelighedschok for pædagoger og lærere, når de som nyuddannede kommer til at arbejde i "virkeligheden".

Det er muligt, at de nye lærere og pædagoger bliver chokerede, men det skyldes ikke, at de ikke kan forbinde det, der er foregået i uddannelsen, med det, der foregår i en skoleklasse. Det er langt mere sandsynligt, at chokket skyldes, at de nyuddannede og de erfarne har forskellige opfattelser af teori og praksis. Det tyder de empiriske undersøgelser, Knudsen har foretaget, på. Noget andet, der kan give problemer, er, at de fleste mangler et sprog for at tale om deres forskellige opfattelser af teori og praksis.

Knudsen henviser til E.R. Jorgensens idehistoriske redegørelse for, hvordan man inden for tænkningen har opfattet forholdet mellem teori og praksis, og tilslutter sig hendes skelnen mellem fire forskellige teori og praksis-relationer. Forholdet mellem teori og praksis kan forstås som dikotomisk, hvor de gensidigt udelukker hinanden. Praksis har ingen indflydelse på teorien og omvendt. “Man kan alligevel ikke bruge, hvad man har læst, når man står over for en gruppe af børn”, udtrykker en sådan relation.

Forholdet kan også forstås som polært, således at de gensidigt kaster lys over og kan være med til at påvirke hinanden. Teorien kan omsættes i praksis, hvilket også vil være med til at ændre den teoretiske forståelse. Der kan bygges bro mellem de to i en vekselvirkning.

Det er også muligt at tænke teori og praksis som noget, der ikke findes grænser mellem, hvor de med andre ord forstås som en enhed. Teori og praksis smelter sammen i en holistisk opfattelse af "måder at være på i én verden".

Og endelig kan forholdet mellem teori og praksis forstås dialektisk, hvor man i såvel det teoretiske som i det praktiske til stadighed undrer sig over forholdet i en refleksivitet. “I den dialektiske model er brobygning altså også muligt som i den polære model, fordi forståelserne af et fænomen fra henholdsvis et teoretisk og praktisk perspektiv opfattes som relaterede perspektiver, der tilsammen kan give en større forståelse". Men i modsætning til den polære model kan den dialektiske ikke være med til at anvise, hvad man skal gøre, da modellen er en refleksionsmodel, hvor man kan blive klogere på relationen mellem teori og praksis. Knudsen siger også, at den dialektiske model er epistemologisk (altså rettet mod erkendelse) i modsætning til de øvrige modeller, som er ontologiske (angiver forhold i verden).

Den dialektiske model lægger op til akademiske analyser og kan indgå i en professionsorienteret refleksion over professionen, og det er da også den teori og praksis-model, forfatteren selv anvender i sin bog.

Det er forfatterens håb, at hans bog kan være med til at styrke arbejdet med især praktikken på professionsuddannelserne. Ved at klæde de studerende - og praktikvejledere og -lærere - bedre på, kan man opnå mere givende praktikforløb til gavn for de studerende og professionen.

Det er muligt, at bogen vil kunne have den effekt, men jeg er noget i tvivl om, hvor egnet den egentlig er til at indgå i undervisningen på uddannelserne. Bogen bygger på Knudsens ph.d.-afhandling, og selvom der er gjort et stort arbejde med at gøre sproget lettere, så er argumentationen ofte meget abstrakt og uklar. Der bliver anvendt en række cases, hvilket er rigtig godt, men sproget kommer aldrig til at fungere for mig.

I en ellers fin gennemgang af forskellige vidensformer hos Aristoteles hedder det: “Phrònêsis er således en etisk kundskabsform og en intellektuel dyd. Det betyder, at den, som har og bedriver phrònêsis, ho phronimos, overvejer og handler etisk godt på rette sted (topos) og tid (kairos) og derved udviser kontekstsensitiv dømmekraft”. Her kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvem det egentlig er henvendt til. Hvorfor anvendes eksempelvis ikke den danske form "fronesis", og hvorfor er det vigtigt, at det at bedrive fronesis på græsk hedder "ho phronimos"?

Bogen er på mange måder et vigtigt bidrag til forståelsen af teori og praksis. Ikke mindst problematiseringen af gængse opfattelser af teori og praksis forekommer at være vigtig at have med - ligesom der er overbevisende argumenter for, hvordan opmærksomhed på de forskellige relationsmodeller kan styrke både analysen af professionspraksis og den professionelle dialog om forskellige praksisser. Men bidraget er først og fremmest akademisk, på trods af at den forsøger at henvende sig til de studerende på lærer- og pædagoguddannelserne.