Hovedbudskabet i "Nøglen til læring" er den opmuntring og inspiration, lærere skal skabe, når elever skal lære at lære. Det er en fantastisk god bog, som rigtig mange lærere og lærerstuderende vil være glade for at have læst, når de igen skal i gang med at forberede og gennemtænke deres undervisning.

Bogen er godt skrevet, og den er letlæst. Den er ikke fyldt op med akademiske kommaer, indfoldede sætninger og dunkel tænkning, heller ikke selv om filosoffen Wittgenstein optræder et enkelt sted, og forfatteren faktisk har mange referencer.

"Nøglen til læring" skal læses mindst to gange. Første gang i en weekend, hvor det regner, og hvor man selv har brug for opmuntring og inspiration - for lysten og for glæden. Anden gang læses den med noter og fornuften: Hvad kan jeg bruge bogen til, når jeg tænker på min konkrete undervisning? Så er man klar til at dele det tilbud om viden, bogen tilbyder, med kollegerne i teamet eller i personalerummet over en ostemad. Også det er bogen nemlig egnet til, fordi den er fyldt med fine eksempler, lærere kan bygge videre på ud fra egne erfaringer.

James Nottingham er en meget foretagsom mand, der ud over at skrive bøger også driver flere hjemmesider blandt andet om udfordrende læring og om filosofi med børn, og det er faktisk, hvad denne bog ender med at handle om. På den måde placerer forfatteren sig i slipstrømmen af kendte tænkere som Edward de Bono, som nogle vil kende fra ”de seks tænkehatte”, der kan bruges ved ideudvikling, David Perkins, der har samarbejdet med Howard Gardner, og Matthew Lipman, der i mange år netop har arbejdet med filosofi for børn, og som vel regnes for at være ”the grand old man” inden for feltet.

Alle tre bruges og diskuteres i bogen, hvor Gardner citeres for følgende udsagn: ”Han ville ønske, at lærere aldrig var stødt på hans teori om mange intelligenser, fordi mange af dem var blevet besat af at kategorisere børn”.

I Danmark kender vi Klafki, og vi ”ved”, at det ikke er godt hverken at være material eller formal, man skal være kategorial! Nottingham lægger allerede i kapitel 1 provokerende ud med at placere sig tungt og tydeligt som formal tænker: Det vigtige ved uddannelse er, hvordan man lærer! Resten af bogen læses som argumenter for, hvorfor at lære at lære bør gå forud for indhold, og det starter med grundfiguren I.K.V., der står for indstillinger, kompetencer og viden, der tegnet som model tilbyder læseren det første af mange værktøjer, der kan udfordre den vante praksis. Det er godt, og det er praktisk.

Bogens væsentligste begrebspar handler om at være fikseret eller dynamisk i sin tilgang til forestillinger om intelligens og evner. Her åbner Nottingham op for en lang og god diskussion om en af de vigtigste baggrundsforestillinger om læring og undervisning, og her er der både tilbud om teoretisk viden og eksempler, der vil kunne få mange af bogens læsere til at tænke med og muligvis lade sig udfordre af bogen. Hvad er jeg selv? Fikseret eller dynamisk? Vil man gerne være dynamisk – og det vil man – læser man spændt videre, når Nottingham følger op med en grundig diskussion om ros. Hvordan skal jeg som lærer rose mine elever? Her tilbydes læseren forskellen mellem at rose elever for deres intelligens og at rose for deres indsats i læringsprocessen med baggrund i I.K.V.-modellen.

Læseren tilbydes også mange gode eksempler hentet fra et videnskabeligt psykologisk forsøg, hvor der i forbindelse med læring i problemregning blev arbejdet med ros i tre kontrolgrupper – intelligens-ros, proces-ros og en kontrolgruppe. Det er glimrende formidling af videnskab, og det kan få læseren til at overveje egen brug af ros. Som andre steder i bogen er der også her flere eksempler på værktøjer, der kan tænkes videre med.

Bogens bedste udtryk er udtrykket Den sorte gryde, en model og et værktøj, der åbner op for, hvordan der kan arbejdes med de mere teoretiske begreber selvværd og læringsudfordringer. Spørgsmålet, der stilles, er: Hvordan booster man elevers selvværd, samtidig med at man udfordrer dem ved at tilbyde læringssituationer, hvor de skal stå på tæer? Det gør man ved at skabe kognitive konflikter, der kræver tænkning og problemløsning, og ved at hjælpe dem igennem Den sorte gryde, hvor de måske kan møde et grøffeldyr?

At læse en bog er en interaktiv handling, hvor man som læser engagerer sig i tekstens univers for at skabe forståelse. Det er derfor en sjov ide, at der i bogen arbejdes for eksempel med quizzer, hvor der stilles spørgsmål, man skal tage stilling til. Tjek det, du har lært. Man gætter og rammer rigtigt og læser videre med glæde! Dette er en bog, der tilbyder mange udfordringer for læseren, men som også guider læseren igennem sit tilbud om sammenhæng mellem teorier og mulige praksisser

Der findes måske lærere, der har været i tvivl om, hvordan Fælles Mål om elevens alsidige udvikling kan udmøntes i praksis? "Nøglen til læring" er en bog, der lægger sig op ad de intentioner, der udtrykkes i Fælles Mål, når der skrives om nysgerrighed og lyst til at lære.