I denne nye bog af forsker fra Roskilde Universitet Søren Dupont sættes der fokus på relationen mellem pædagogik, fænomenologi og demokrati. Disse tre tunge begreber er på mange måder relevante i en dannelsestænkning, hvilket Dupont bogen igennem underbygger og diskuterer.

Bogen består af tre dele. I første del fremlægges forholdet mellem demokrati og pædagogik, herunder dannelse og hverdagsliv. Habermas’ skelnen mellem systemverden og livsverden bliver en væsentlig ramme for at forstå de forskellige begreber, hvilket er en meningsfuld tilgang.

I anden del tydeliggøres fænomenologiens betydning, især hvordan fænomenologien kan udvide sammenhængene mellem demokrati og pædagogik – og hverdagsliv.

I sidste del, der er noget kortere end de foregående, bliver der for alvor sat fokus på dannelse, idet de mange "tråde" fra bogens første afsnit opfanges og opsamles.

Det er en grundig og gennemtænkt bog, der inddrager mange væsentlige aspekter i diskussionen om pædagogik og dannelse. For eksempel diskuteres det, hvad erfaring er, hvad praksis er, hvordan tid og krop hænger sammen med dannelse, og hvilken betydning fællesskab og atmosfære har for en pædagogisk tænkning. Bogen rummer mange gode formuleringer – eksempelvis når det med henvisning til Gadamer hævdes, at dannelse kræver og muliggør, at man kan se tingene med andres øjne.

Særlig interessant er Merleau-Pontys fremhævelser af kroppen og dens relevans for pædagogikken. Men Dupont inddrager også andre store tænkere – fra Kant og hans verdensborgertænkning til Deweys erfaringspædagogik og Arendts formuleringer om menneskets handlingsbestemmelser.

Selvom bogen nok må siges at være for de få læsere, må den alligevel anbefales til alle, der har mod på at snuse til de mere teoretiske udredninger af pædagogisk-filosofiske problematikker. Sporadisk benytter Dupont eksempler fra praksis til at underbygge og tydeliggøre sine udredninger med, ikke således at bogen gøres til redskab for praksis, men snarere på en forfinet måde, der underbygger betydningen af bogen.