Et sted i bogen står at læse, at den er tænkt som et langt argument for venlighed. Hvordan er det muligt at læse en sådan udgivelse kritisk reflekteret? Det er det ikke, hvorfor anmeldelsen går ad to spor.

For den interesserede i empati - og med en interesse for, hvordan man kan arbejde med udviklingen af denne medfødte kapacitet med børn - vil denne udgivelse kunne udstikke nogle overordnede rammer for det pædagogiske arbejde. Bogen består af afsnit om empatiens grundlag, om en samtidsdiagnostik (der peger på nødvendigheden af arbejdet med empati) og en øvelsesoversigt. Denne er det stærkeste element i udgivelsen. Det vil derfor være muligt at blive inspireret og guidet, skulle man igangsætte eksplicit empatitræning i for eksempel en skoleklasse.

Forfølger jeg det andet spor, klinger parolerne ganske hule og luftige, og bogen skriver sig ind i inderlighedens pædagogik, dér hvor det offentlige (skole)rum intimiseres, og dér hvor alt mellemmenneskeligt per definition er af det gode. Udgivelsen er måske nok tænkt i venlighed, men den bygger dybest set på en samtidsdiagnose om altings kollaps og menneskets svigtende evne til at mærke sig selv, hvorfor det bliver påtrængende at træne sig i at mærke sig selv, i at føle med hjertet og så videre.

Er man uenig i denne diagnose, fremstår udgivelsen mere som det senmoderne menneskes tilbøjelighed til at sætte sig selv og sine indre rørelser i centrum, nu da gud er død. Derudover bliver jeg altid varsom, når udgivelser kredser om den vare, som forfatterne, på konsulentbasis, sælger gennem undervisningsforløb. Det understreges, at læseren godt selv kan gå i gang med at træne empati og fordybelse, men at anbefalingen egentlig er den, at man opsøger et menneske, der fagligt beskæftiger sig med empati. Hvem mon det kunne være?