Stilladsbygning som pædagogisk princip

Der må være noget i luften - jeg ved ikke hvad. I den høje norske luft. Eller også er der andre og mere håndgribelige forklaringer. I hvert fald er det bemærkelsesværdigt, som norsk pædagogisk og didaktisk litteratur indtager en fremskudt position i danske sammenhænge.

Nora Lindéns lille bog 'Stilladser om børns læring' vil ikke give ridser i dette norske image. Her er nemlig endnu en god bog fra vort gamle tvillingerige. Oprindelig udkommet i 1989, men nu oversat til dansk og udgivet af århusianske Klim.

Lindén er ansat ved Bergen Lærerhøjskole, men har tidligere arbejdet som specialpædagog og børnehaveklasselærer. Det er da også førskolealderen, bogens eksempler hentes fra, og som teorien egentlig gælder. Men pas på. Bogen er lige relevant for pædagogen under studiet eller i en studiekreds, som den er for indskolingslæreren. Principielt er den relevant for læringsdiskussioner i det hele taget. Men nok ikke som godnatlæsning.

Med iagttagelser fra virkeligheden i den ene hånd og Vygotsky især, Piaget, Bruner og flere i den anden vil Lindén give en teoretisk skitse af begrebet stilladsbygning om børns læring. Hun vil tegne omridset af et muligt pædagogisk princip. Med selve stilladset som et didaktisk redskab.

Inspireret af det amerikansk benyttede ord scaffold (stillads) og scaffolding (stilladsbygning) definerer Lindén stilladsbegrebet. Der er tale om et velfungerende stillads om barnets læring, når det lykkes den voksne at støtte barnets målsætning i selve læreprocessen, og når støtten har en sådan karakter, at barnet kan gøre den overflødig.

Stilladsbygningen er et voksenansvar. Men stilladset er ikke et entydigt værktøj, idet støtte i sin konkrete udformning skal forstås bredt. Principielt alle metoder, som i praksis kan fastholde barnets undren og trang til udforskning, må tolkes som stilladsbygning om børns læring.

Dette er vel, hvad opdragelse og undervisning altid går ud på, siger Lindén. Hvorfor så snakke om stilladser?

Fordi pædagogisk planlægning langt fra er uproblematisk, og her kan stilladstænkning blive afgørende, idet den vedvarende omfatter bevidsthed om og stillingtagen til grundlæggende læringsspørgsmål: Er en stillet opgave udtryk for barnets/elevens projekt eller den voksnes? Er barnet gjort interesseret? hvordan har man pejlet sig ind på interesserne? Hvordan støttes de? Fungerer støtten, som den skal? Og så videre.

Ud over selve bogens hovedanliggende - hvordan støtter vi bedst op om børns læring - har Lindén aktualitet for mindst to andre problemkomplekser. For det første for den noget overisede læringsdiskussion i grænselandet mellem førskole- og skolealder - hvornår og hvordan kan/skal børnene undervises? Og dernæst for den brede diskussion om elev- og lærerstyring, som i praksis måske opleves mere som modsætninger end som indbyrdes afhængige størrelser.

'Stilladser om børns læring' er til studiebrug. Det er en god studiebog. Minimalisten i os alle kan tilgodeses med bogens kapitel tre.