At barndom er en social norm og ikke en naturgiven tilstand, er efterhånden alment accepteret. Jo, naturligvis har børn alle dage indledt deres liv som ganske små; men det er ikke mere end et par hundrede år siden, at nogen - Rosseau og dem dér - begyndte at tale højt om, at barnet ikke bare var en fuldkommen voksen. I romantikken blev barnet sågar opfattet som det virkelige menneske, der befandt sig i en tilstand, den voksne for evigt havde tabt, hvilket måtte begrædes. Tænk bare på Peter Pan! Denne opfattelse viste sig ikke at være en døgnflue. Man skal ikke læse megen nutidig børnelitteratur for at genkende romantikkens barnesyn. Men ét er den litterære ønsketænkning, noget andet er de vilkår, børn faktisk har i den nutid, som ofte bliver betegnet som det refleksivt senmoderne.

Bogens temaer bygger især på en stor landsdækkende undersøgelse af en børnegeneration over en fireårig periode, Børneforløbsundersøgelsen, men inddrager også anden forskning, for eksempel Børnerådets undersøgelse fra 2007. Det er den, der viser, at 11-12-årige børn i langt større tal angiver at blive slået eller taget hårdt fat i, end forældrene angiver, når man spørger dem. Og forfatteren har blik for, at de veluddannedes offentlige diskussion om børn og børneopdragelse ikke er repræsentativ for, hvad der sker i andre samfundslag.

Ud over temaet om forældres opdragelsesstile undersøger Dion Sommer forhold som børns læring under senmodernitetens forvirrende vilkår, og om hvor involverede fædre faktisk er i vor tid.

Selve begrebet "det senmoderne" får en grundig gennemgang. Nyttigt og nødvendigt, for betegnelsen har det med at blive benyttet som et alt for upræcist modeord. Sommer undersøger for hvert tema, hvordan det i virkeligheden forholder sig - er der overensstemmelse mellem tidens dominerende forståelse af, hvordan et fornuftigt menneske bør agere, og hvordan tingene foregår i praksis?

Meget væsentligt sætter han fokus på barnet, der skal lære, leve og forholde sig til vilkårene i det refleksivt senmoderne. Han advarer mod, at man bruger hans oversigt over tidens kendetegn som en skabelon, der uden videre kan presses ned over ethvert barn. Tværtimod påpeger han, at nok vokser alle børn i vor del af verden op i en senmoderne kontekst, men der er ikke tale om, at dens karakteristika påvirker alle børn på samme måde. Han advarer desuden mod poppede forsøg på at kategorisere en hel generation af børn ud fra nogle bestemte træk i tiden. Bogens titel er derfor valgt med omhu: Der findes ikke senmoderne børn, men derimod børn, hvis livsvilkår er præget af den tidsperiode, vi har valgt at kalde senmoderniteten.