Har du nogensinde talt, hvor mange ord du selv har sagt, når du skal have et barn til at tale? Hvordan tror du selv, at resultatet bliver, når det er dig, der har sagt det meste? En ny bog vil have os voksne til at tale med børn, så det er børnene, der taler, og os, der lytter.

Vi skal lytte med "fire ører" og have fire forskellige reaktions- og svarmuligheder, så barnet får tillid til os og tror på, at vi virkelig er indstillet på at lytte og forstå. De "fire ører" er det saglige øre, der opfatter de ord, der bliver sagt; det følelsesmæssige øre, som bygger på relationen mellem dig og barnet; det selvudleverende øre, der opfatter, hvordan barnet har det - og appeløret, der hører alt, hvad barnet har brug for, at du yder.

Vi ved alle, at det kan være svært at tale med et barn om dets ængstelse, uro og frygt for forandringer. Men bogen er en rigtig fin vejledning, som jeg har lært meget af at læse. Vi skal blive bedre til at turde stille åbne spørgsmål og "spejle" det, der siges.

Småsnak er vigtigt i hverdagen. Giv barnet din tid, så skal du nok få det at vide, som du har brug for at vide. Følelser smitter, og voksne har ikke fortrinsret til tolkning af barnets følelser. Man kan sige, at bogen slår fast, at ægte professionalisme handler om at turde være det store øre og at vise ægte følelser. Forandringer sker altid med dig selv.