Endnu en KRAP-bog er kommet på markedet. Som dens forgænger, ”KRAP – metoder og redskaber”, giver den nye bog også meget praksisnære eksempler på, i hvilke situationer lærere kan arbejde med denne særlige tilgang til en mere inkluderende skole.

Den bagvedliggende tankegang og værdiforankring tydeliggøres i denne bog – og kobles til fortællinger fra praksis om blandt andet samarbejde i team, skole-hjem-samarbejde og skoleledelse. Alt sammen naturligvis sammenkædet med en hyldest til KRAP-metoden, som kan virke lidt overdreven og selvforherligende. Sådan som det ofte er med "færdige" koncepter.

Hvis man kan abstrahere fra dette, er det dog et gennemtænkt perspektiv, som bogen og metoden byder på. Et perspektiv, som er helt i tråd med tidens store fokus på "inklusion". ”KRAP” står for kognitiv, resursefokuseret og anderkendende pædagogik. Systemets overordnede logik er, at enhver anerkendende pædagogik må arbejde med tre faser: 1) registrering og afdækning, 2) analyse, forståelse og overblik samt 3) ændring og udvikling. Grundsynet på læring i skolen er, at "alle gør deres bedste", og at "alle handlinger (derfor) er meningsfulde".

Skoleledelsen, lærerne og forældrene skal tale med hinanden om dette grundsyn og om, hvilke konsekvenser det kan få for undervisningen og livet i skolen – hvor alle, som gør deres bedste, ikke altid lykkes med deres egentlige ærinde.