Tak spids. I denne umiddelbart set smalle bog er der masser af generelt stof til eftertanke.

Og står det til ægteparret Evgenia og Lars Bo Hansen, så er der ikke så lidt, danske lærere skal have tænkt over en ekstra gang, alt imens de lige sørger for, at alle børn får lært at spille skak. For ifølge forfatterne er skakspil både komplekst som livet og mesterligt til at skabe de for læringen så nødvendige pædagogiske forenklinger og distancer. Oveni kan skak tydeliggøre fordele ved relevant udenadslære, test og konkurrence. For uden konkret grundlæggende viden ingen brugbar kreativ og kritisk tænkning, som er så nødvendig i et globalt vidensamfund. Og uden den systematiske målrettethed, robusthed og sociale og psykologiske forståelse, som konkurrencesport er så god til at udvikle, ingen resultater, som er så nødvendige for udviklingen af den enkeltes selvtillid. Siger forfatterne. Provokerende overbevisende.

Bulgarskfødte Evgenia Hansen er international kvindemester i skak og opvokset med en anden pædagogisk tradition. Begge baggrunde er hende bevidst, når hun undrer sig over de indlejrede danske professionsselvfølgeligheder og skriver, at det i skak er en absolut nødvendighed at udfordre sine grundlæggende antagelser, når man ikke har succes med mere af det samme.

I samarbejde med sin danskfødte mand, der er skakstormester og seminarielærer, hudfletter hun en række af danske selvfølgeligheder.

- Hvem er det, der især profiterer af den nuværende frihed?

- Er danske læreres modstand mod test og niveaudeling ikke primært ideologisk?

- Er danskere ikke for tilbøjelige til at se uforenelige modsætninger mellem viden og sociale kompetencer og kreativitet?

Og har dominansen af bløde værdier og manglende skelnen mellem langsigtede og kortsigtede mål ikke været medvirkende til, at frihed, omsorg og løse rammer har udkonkurreret klare forventninger og tydelige rammer - og hårdt arbejde og personligt ansvar i skolen? Og er den mange steder tvivlsomme implementering af Gardners mange intelligenser-teori ikke udtryk for det samme?

I anden del kombinerer Evgenia sine personlige erfaringer som skakspiller og træner med sin indsigt i nyere hjerneforskning og pædagogisk teori. Her plæderer hun for, at skak som værktøj kan bidrage til at opbygge børns metakompetencer som selvindsigt i, hvordan de lærer og reagerer under stress, og samtidig fremme kritisk tænkning og kreativ problemløsning.

Skak kan også bruges som metafor for børns læring, fordi de forløb, skakspilleren gennemløber, ligner børns generelle udvikling.

Særlig tyngde har afsnittene om Banduras begreb self-efficacy, der omhandler udvikling af den enkeltes tro på sig selv og sine evner, og resiliensbegrebet, der handler om stresshåndtering og udvikling af opmærksomhed, robusthed og udholdenhed - som modvægt til zappertilbøjeligheder.

Selvom bulgarskfødte Evgenia utvivlsomt i starten af bogen får trådt mangen en danskfødt dansker over tæerne, og selvom nogle af kapitlerne er lidt skaktunge, vil jeg bestemt anbefale, at man læser bogen til ende.