Alle pædagoger kender adfærdsvanskelige børn, der har svært ved at omsætte idéer til handling.

Bogen handler om disse såkaldte eksekutive (udførende) funktioner - altså om evnen til at fostre indre ideer, planlægge på den indre skærm, udføre handlingen i omverdenen, foretage justeringer samt vurdere resultaterne. Symptomet blev tidligere omtalt som frontallapdefekten, men nu ved vi, at flere af hjernens funktionscentre er involveret. Mange skæve børn har svært ved disse mentaliseringsprocesser, og vanskelighederne optræder på tværs af tidens børnediagnoser: Autisme, ADHD (hyperaktiv), ADD (opmærksomhedsrod), Aspergers/Tourette-syndrom, OCD (tvangshandling) - men også ved angst, depression, usikker tilknytning, antisocial adfærd og hjerneskade.

Problemet spænder fra manglende idéproduktion, hvor barnet er medløber og zombieagtigt gentager vante handlinger, til at det får et overflow af idéer, som spænder ben for hinanden på grund af lav selvkontrol eller svigtende koncentration. Mange mangler evnen til at planlægge handlingsimpulsens overførsel til aktivitet i forhold til omverdenen. Det er dem, vi typisk kalder de stille piger. Flere kan ikke acceptere fornuftige justeringer fra omverdenen og har svært ved at underkaste sig aktivitetens formål - dem, vi kalder de oppositionelle. Og endelig er der dem, hvis vurdering af en handlings resultat svigter - med efterfølgende manglende erfaringslagring til følge - de upåvirkelige.

Forfatterne tager udgangspunkt i barnets aktuelle adfærd og afviser tidligere tiders årsagsforklaringer som eksempelvis dårlig forældreevne eller et omsorgssvigtende miljø. Forældre fritages dermed for skyldspålæggelse. Vanskelighederne vurderes som en brist i hjernens neurobiologiske funktionsevne, og pædagogindsatsen bør koncentreres om at forbedre denne på tværs af diagnoser med forældrene involveret som eksperter.

Der beskrives test-, afdæknings- og vurderingsskemaer til at præcisere brister i de eksekutive funktioner og målrette behandlingsindsatsen, som gøres konkret via gode casebeskrivelser og aktivitetsforslag, der støtter barnet i hverdagslivet: Initiativkort, struktureret leg og log/dagbog. Den lidt komplicerede diagnostiske tænkning bringes ned på jorden.

Bogen giver et skarpt billede af samfundets krav til, hvordan børn neurobiologisk bør se ud inde i hjernen for at kunne fungere i den globaliserede, postmoderne fremtid: De skal have høj selv-/impulskontrol, fleksibilitet, brede kompetencer samt indre værdistyring.

Vanskelighederne defineres så bredt - fra stille børn til rygende sociopater - at normalbarnet må udgøre en svindende minoritet, der konstant risikerer at falde ud over kanten og ned i specialklassen.

De vigtigste hjælpemidler beskrives som: fast struktur, kendte voksne, overblik, små grupper, tæt voksenkontakt, forudsigelighed og tryghed.

Hm! Minder det ikke om tiden, dengang mor gik hjemme, og skole var noget, man hjemmemodnet blev sat i ved syvårsalderen?