Forfatteren Iris Garnov har skrevet denne bog om børn anbragt uden for hjemmet ud fra de oplevelser, hun har haft ved at opholde sig som gæst på en institution og ved selv som barn at have været anbragt flere gange. Den kombination giver rig anledning til at sammenligne forholdene før og nu.

Håbet om forældrenes kærlighed, hjemve, respekt for børnene, overtrædelse af børns grænser og sproget som magtfaktor er nogle af de temaer, bogen behandler. Forfatteren er fortaler for empati og taler på børnenes vegne som en slags medvidende advokat. Det betyder en dyb indlevelse, hvor forfatterens egne barndomserindringer indimellem kommer til at stå lidt i vejen for nutidens institutioners pædagogiske syn og holdning til børnene.

I for- og efterordet fremgår det, at forfatteren er klar over denne proportionsforvridning, men den er desværre med til at give en ellers rigtig god bog en snert af forurettethed.

Empati, indlevelse og forståelse for andre er vel netop forudsætningen for at deltage som professionel i børns liv. Tine Bryld har i sit forord skrevet: "De, der lades urørte, bør straks søge et andet arbejde".

Der er stof til eftertanke hos alle pædagoger, og så skal vi måske overveje at tale lidt mindre og lytte lidt mere til børnenes sagte og usagte budskaber.