Forfatterne øser løs af deres mangeårige erfaringer fra Røde Kors' psykotraumecenter og fremstiller et væld af tragiske børneskæbner og terapeutisek forsøg på at genskabe en skam- og skyldfri livsmestring.

Det drejer sig om børn med ekstreme eksistensoplevelser: krig, drab, voldtægt, husafbrænding - flugt, kulturbrud og forkrøblede, strandede forældre bag pigtråd på danske asylcentre. De er præget af låste følelser, abnorm stress, dissociation og hele viften af nutidens børnediagnoser.

Der trækkes usorteret på et imponerende antal teoretikere og begreber fra alle hjørner af det metapsykologiske kludetæppe for at belyse ramtheden. Somme tider så mange, at lugten af teori-name-dropping sniger sig ind, og der savnes afgrænsning, solid grundbegrebsfastlæggelse og kritisk stillingtagen til for eksempel neurobiologisk determinisme. Man savner også, at dansk asylpolitiks rolle som traumefastlåsende og -skabende inddrages, og at opbevaringsforvalterne ansvarliggøres.

Bogen er rig på casehistorier belyst via relevant teoriinddragelse, men især formidling af børneterapeutiske metoder må fremhæves: tegneterapi, symbolfigursandkasse og narrativt arbejde, anvendelse af folkeeventyr og dukketeater til at indfange dilemmaer, hele psykiske ar, fremme modstandsresurser og genskabe fremtidsrettede livshistorier.

Litteraturlisten er flot, mens opdeling i korte afsnit hæmmer læse-flowet.

Det er en erfaringsmættet bog, som varmt anbefales til alle i berøring med traumeramte børn.