Anmeldelse
Fokus på læring
Fokus på læring
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Så kom der endnu en bog om læringsstile! Denne gang forfattet af Ole Lauridsen, lektor og leder af Learning Styles Lab ved Handelshøjskolen i Århus. Udgangspunktet er kendt stof - Rita Dunns og Ken Dunns læringsstilsmodel - men Ole Lauridsen sigter her ikke mod en egentlig undervisningssammenhæng. Han har et noget bredere fokus på den voksnes læring i hverdagen.
Fakta:
Titel: Fokus på læring
Forfatter: Ole Lauridsen
Pris: 249 kroner
Sider: 160 sider
Type: Bog
Forlag: Akademisk Forlag
Gennem en række cases møder vi personer fra det faste persongalleri, som Ole Lauridsen benytter, når han giver eksempler på vores forskellige læringsstile. Meget illustrativt viser han, at dét, der virker for "Hanne", ikke nødvendigvis fungerer for "Peter".
Grunden til, at jeg faktisk synes rigtig godt om denne lille, letlæste bog, skyldes især de første kapitler, hvor Ole Lauridsen i et meget flydende og forståeligt sprog får præsenteret begrebet læring - ikke kun som noget, der sker i skolen! Han gennemgår hjernens fem læringssystemer, så man får et levende indtryk af, hvor kompleks en proces læring er.
Herefter følger en nøje gennemgang af de kendte læringsstile, og selv om vi er ude i kendt stof, er introduktionen til begreberne bedre end de fleste, helhedsorienteret og med et velfungerede opsamlingsafsnit mod slutningen af kapitlet - noget, der passer fint til min læringsstil!
Ole Lauridsen advarer selv mod at "gøre læringsstile til en religion - svaret på alt - idet der nu er så uendelig meget andet, der sammen med læringsstile gør hver af os til netop det menneske, vi hver især er".