Bogen beskriver otte kendte fagpersoner, som har haft stor betydning for psykologi og psykiatri, hvoraf flere arbejdede med praktisk forskning og terapeutisk arbejde. For hver af de omtalte er der desuden et tekststykke fra et originalværk af den pågældende samt passende litteraturlister. Det undrer mig dog, at redaktøren betoner, at det drejer sig om psykologiske tænkere, selvom flere af dem er læger/psykiatere.

De omtalte forskere er John Bowlby, der beskrev tilknytningsproblemer i forbindelse med tab af omsorgspersonen, Sigmund Freud, som anerkendes som grundlægger af psykoanalysen, og Erik Erikson, der blandt andet var optaget af at undersøge børns og voksnes lege. Han så børneopdragelsen i forbindelse med kulturens påvirkning.   

Derudover nævnes Margaret Mahler, der studerede børnepsykoser og er kendt for sin teori om, at børns udvikling sker gennem symbiose efterfulgt af en separations-individuations-proces. Jean Piaget, der blandt andet fandt ud af, at børns intelligens og erkendelsesmåde er kvalitativt forskellig fra voksnes. Og Burrhus Skinner, der forskede i indlærings- og undervisningsmetoder for at effektivisere dem. Han står som repræsentant for en radikal behaviorisme.

Endelig er der Daniel Stern, der blandt andet har forsket i børns udvikling og har præsenteret en revideret udviklingsteori, hvor barnet er født kompetent og aktivt i samspil, samt Lev Vygotskij, der beskrev, hvordan barnet udvikler en stadig større grad af individualisering på grundlag af det sociale samspil.

Det er en god bog, og det er værd at huske det faglige arbejde, der er forløber for vor tids psykologi og psykiatri. Det typiske for vor tid ser ud til at være optælling af symptomer efterfulgt af behandling, der fjerner symptomer uden at stille for mange spørgsmål uden for konsultationen.