Af en eller anden grund har det i en længere årrække ikke været moderne at fortælle nye lærere, hvad deres arbejde går ud på. I hvert fald er denne bog den - med en enkelt undtagelse - første, der tør tage ordet "metodik" på sig. Forstået som fortællingen om hverdagen i klasseværelset og i omgangen med kolleger og forældre - for ikke at tale om hvordan man kan forholde sig til det, politikere og presse kan finde på at fortælle om det hjørne af virkeligheden, hvor man selv slår sine folder.

Pædagogiske skoler, (mode-)begreber og undersøgelser om omverdenens forventninger til læreren lægges frem afsnit efter afsnit, klart og letlæst. Projekt- og problemorientering. Hvad betyder "Læringsrelevante aktiviteter og udfordringer"? Det er også en Grønspættebog, hvor man kan slå det op, man føler sig for dum til at spørge om - eller som ingen på skolen måske kan give et holdbart svar på. Selvfølgelig får læseren ikke alt, hvad der kan siges om hvert enkelt emne, men nok til at komme videre, nok til at kunne og turde gennemføre undervisning med selvrespekten i behold.

Og ikke kun lærerens selvrespekt er vigtig. Det fantastiske afsnit om, hvordan man skaber en ægte dialog med hver enkelt elev, så man møder hinanden som mennesker og ikke som læringsmaskiner over for ting, må meget gerne blive læst af mere erfarne lærere. Måske ikke mindst dem, der tror, at sarkasme er en samtaleform.

Nogle afsnit fremstår som en kritik af den skolekultur, der må trives i den virkelige verden. For jeg er ikke i tvivl om, at forfatterne - hvoraf i hvert fald den ene har nogenlunde aktuel erfaring som praktiserende skolelærer - har valgt kun at fortælle om relevante emner. Men det er egentlig lidt rystende, at de har fundet det nødvendigt at skrive et afsnit om, at det er en god ide, at læreren kommer ind i klassen senest samtidig med eleverne, idet man ellers ikke kan forvente, at eleverne lærer at tage krav om præcision alvorligt. For er det da ikke det, der sker i alle klasseværelser landet over?

Bogen er hvad angår både sprogbrug og indhold helt nede på jorden. Den skræmmer ingen i målgruppen fra vid og sans ved at fremstille en tjekket idealverden. Den giver staldtips, ikke i forbindelse med konkrete forslag til undervisningsforløb, men for eksempel ved at beskrive, hvordan man ved selvsuggestion kan sætte sig op til at klare en time. Banalt? Da ikke for den praktikant eller nye lærer, der reelt er bange for, hvordan han eller hun vil fremtræde i næste lektion.

På de læreruddannelsessteder, hvor man stadigvæk underviser, vil det være en god ide at inddrage denne fortrinlige bog i før- og efterbehandlingen omkring praktikperioden. På de steder, hvor man har fralagt sig ansvaret for at følge de studerende på vej ind i lærerjobbet ved at fylde skemaet op med lærerløse timer, har de kommende lærere masser af tid til at læse den selv.