Dannelse er godt, ved vi fra skoledebatten. Og hvis vi vidste, præcis hvad det var, og vi alle var enige om det, så ville det være ekstra godt. Problemet er bare, at forskellige politiske og ideologiske positioner har hver deres opfattelse af, hvad sand dannelse i virkeligheden er.

Det er ikke noget nyt. Dannelse betragtes som nødvendige forudsætninger i en livslang stræben efter det ideelle liv. Og det er som bekendt en temmelig individuel sag.

Sådan har det ikke altid været. Faktisk viser Nabe-Nielsen, hvordan tidligere civilisationer helt så bort fra det enkelte menneskes lykke i de scenarier, man stillede op for et vellykket liv. Ikke før Pico della Mirandola i renæssancen begyndte det enkelte (overklasse-)menneskes liv at have betydning, ellers gik livet officielt ud på at forsøge at manøvrere sig gennem jordelivet uden at påkalde sig negativ opmærksomhed fra guddommelige kræfter.

Forfatteren har ikke søgt efter de enkle forklaringer. Tværtimod tager han os på en (dannelses-)rejse med afgang fra de ældste mesopotamiske myter. Behagelig langsomt og sikkert fortæller han sig op igennem århundrederne med stop på solide platforme undervejs: I de gamle kulturers gude- og skabelsesmyter viser han, hvordan menneskene i fortællingens form fortolkede verdens oprindelse og betydning og derigennem fandt livets mening. Dernæst bringes vi til det gamle Athen, hvor Platon og Aristoteles filosoferede sig frem til, at alting havde et formål - selvom de overlod det til den enkelte at finde ud af, hvad det så er. Og så standser vi op og hører om middelalderens skolastikere, der fortæller os om, hvordan vi kan vide, at noget overhovedet eksisterer. Vi får et dybere kendskab til alkymisterne, som var besat af noget, der var langt vigtigere end at lave guld. Og vi møder en mild Martin Luther, der skrev: "Det er ilde, når børn og elever mister tilliden til forældre og lærere. Der fandtes for eksempel sørgelige skolemestre, der ødelagde mange fortræffelige anlæg ved deres barske væsen". Ak ja, og den mands katekismus bankede man generationer af skolebørn med oven i knolden.

Johan Amos Comenius, der var den første person, man med nogen rette kan kalde pædagog i moderne forstand, får en grundig behandling, og tak for det. Der kan også i vore dage findes god inspiration i hans tænkning og systematik, men han har her til lands haft lidt svært ved at få etableret en position som en af pædagogikkens Grand Old Men.

Bogen er en sammenskrivning af en lang række artikler og undervisningsoplæg, så visse tænkere og ideer er mere grundigt behandlet end andre. Og med et fint lille afsnit om pietismen bryder forfatteren ud af de tidsmæssige rammer, han selv har sat, men det skal han ikke have utak for. Det er en bog, der skal krydslæses flere gange for at forstå de mange sammenhænge, men det er blot en fornøjelse mere, velskrevet som den er.

Heldigvis har forfatteren lovet os mindst et bind mere med vægt på oplysningstiden og romantikkens dannelsessyn. Indtil da må vi glæde os over denne fortrinlige og indsigtsfulde bog om, hvordan man gennem tiderne har gjort sig til menneske.