Anmeldelse
Mistrivsel i skolen
Mistrivsel i skolen
Optimistisk og praktisk guide til lærere og pædagoger til at få indsigt i symptomer, reaktioner og handlemuligheder i forhold til forskellige børns vanskeligheder
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I alle klasser sidder mindst ét barn, som ikke trives. Spektret går fra skilsmissebørn, børn i sorg, børn af psykisk syge forældre, mobbeofre, perfektionistiske børn til børn med kroniske lidelser. Som de professionelle omsorgspersoner, vi er, så ved vi også, at det går ud over både børn og læringsmiljøet, hvis vi ikke kan håndtere børnenes mistrivsel.
Fakta:
Titel: Mistrivsel i skolen
Forfatter: Lene Bjerring Bagger, Lisbeth Lenchler-Hübertz
Pris: 225 kroner
Sider: 160 sider
Type: Bog
Forlag: Dafolo
Derfor er det også min helt klare mening, at denne bog skal op i lærernes synsfelt, så de ikke kan undgå at få øje på den. For elevernes trivsel har også indflydelse på lærernes trivsel og psykiske arbejdsmiljø. Derfor vil jeg råbe så højt, jeg kan, for at få jer, kære kolleger, til at læse i denne bog, der giver en introduktion til tilknytning, reaktioner, symptomer og sprogets og kommunikationens betydning for trivsel og vækst.
Det er virkelig skønt med en bog, der tager fat i det positive, og som giver læreren en faglig indsigt i en række specifikke problemstillinger. Hvad gør vi ved børn, der flere år efter et alvorligt tab stadig har problemer? Det er så fint, at enhver lærer kan gå ind og slå op i bogen og så finde en håndsrækning i form af nogle konkrete handlemuligheder - "du kan gøre sådan" - og at der er forslag til videre læsning og informationer om det pågældende emne. Metoden, der særligt arbejdes med, er den løsningsfokuserede samtale, der er inspireret af den systemiske tankegang, hvor der ses på alle personer rundt om barnet og ikke isoleret på skolehverdagen. Ligeledes introduceres andre pædagogiske værktøjer som for eksempel mestringscirklen, således at læreren hele tiden guides videre til, hvordan det enkelte barn hjælpes bedst muligt.
Hovedbudskaberne i bogen er, at man altid kan være med til at gøre en forskel. Og var det egentlig ikke derfor, vi begyndte på seminariet? Så hermed en klar opfordring til os lærere og pædagoger om, at vi har en mission i vort meget vigtige og livsbekræftende arbejde. Husk, kære kollega, hvad du er værd! Og gør så noget ved det! Og så en ting mere, som jeg også har lært af ved at se på min datters klasse: Børn forstår næsten alt, hvis de får det forklaret på en ordentlig måde. Min datter er et specielt barn - et af bogstavbørnene - men de andre børn ved, hvorfor hun er, som hun er, og accepterer hende, som hun er, fordi deres lærer har forklaret dem hvorfor. Lad os få flere succesoplevelser i vore skoler. Lærer: Kend dit værd!
Det er ikke en bog, som alle lærere skal læse fra ende til anden, men en bog, som alle lærere skal kigge i, vide er der - og så bruge den som et opslagsværk og en guide, når man ser et barn i sin klasse, der ikke trives. Så køb bogen til skolebiblioteket, til lærerbiblioteket, til AKT-lærerne, til pædagogerne i skolefritidsordningen, til skoleledelsesteamet og til skolebestyrelsesformanden ... Så er vi uden tvivl på vej mod en endnu bedre skole med livsmod og trivsel for både lærere, pædagoger og elever.