Med bogen "Læring retur" præsenterer Biesta en ny tilgang til det pædagogiske arbejde, som det udfolder sig i især uddannelsessektoren. Med afsæt i læringsbegrebet argumenterer Biesta overbevisende for, at den udbredte individualistiske og instrumentelle tænkning må erstattes af en handlingsorienteret tilgang, hvor individer gennem mødet med forskellighed og anderledeshed kan "blive til i verden".

I en tid hvor fællesskaber ofte er til diskussion i pædagogiske sammenhænge - som regel med den begrundelse at fællesskaber er ikke-eksisterende, og at pædagogikken derfor må bære præg af individorienterede tiltag - bringer Biesta en helt ny og meget interessant fællesskabsforståelse på banen, nemlig "fællesskaber mellem dem, der intet har til fælles". I mødet med den anden lærer man anerkendelsens og respektens muligheder at kende, og man kan agere og fremstå som et individ, der hviler i sig selv i kraft af disse muligheder. Kun i dette møde kan vi "blive til i verden".

Der bringes desuden en diskussion om det demokratiske individ på bane. Ved at bringe forskellige opfattelser af demokratisk dannelse i spil tager Biesta fat på en række problematikker, man hidtil sjældent har villet diskutere til bunds. Især er arven fra Kant, hvor den rationelle argumentation er dominerende, problematisk i den pædagogiske praksis i dag. Men også den reformpædagogiske forståelse af individet som socialt væsen præsenteres og problematiseres.

Med præsentationen af Hannah Arendt og hendes forståelse af det politiske menneske - nemlig mennesket som aktivt deltagende i forskellighedernes fællesskaber - fuldendes Biestas bidrag. Med handling og frihed i centrum argumenteres for en pædagogik, hvor det enkelte individ i fællesskab med andre kan handle og "bringe nye begyndelser til verden", samtidig med at også andre kan handle og tage initiativ. En moderne dannelsestænkning indebærer altså en åbenhed over for nye og andre måder at være menneske på.

Biesta ønsker en ny dannelsestænkning, fordi det pædagogiske rum i alt for høj grad er styret af instrumentalisme. For eksempel skal skolen "producere" demokratiske individer, det vil sige reproducere de værdier, der på forhånd er givet. En sådan tænkning er i høj grad problematisk, fordi skolen dels ikke kan bære dette ansvar, dels "glemmer" den opgave, som er det centrale for pædagogikken, nemlig at skabe rum for at individet kan udfolde sig og opleve sig selv og andre som subjekter.

Biestas bidrag til moderne pædagogik fortjener en markant plads i bevidstheden hos pædagogiske medarbejdere. Biesta formår at sætte mange væsentlige aspekter i perspektiv - fra fællesskab, forskellighed og demokratisk dannelse til individualisering, læring og instrumentalisme. Læseren er på ingen måde overladt til sig selv, men føres logisk frem mod bogens slutning, hvor trådene samles. Det er beklageligt, at Biestas tænkning først kommer til landet nu - for behovet for en sådan tænkning har eksisteret længe.