Jo mere man ved, des mere skal man gøre. Sådan har jeg det lige nu, hvor jeg har læst en meget stor og meget velskrevet bog - nærmest en grundbog - om negativ social arv. Som lærere arbejder vi i "den rummelige skole", og vi skal indberette, hvad vi ser, når vi oplever, at der er børn i vor nærhed, der mistrives. Og så er det, at jeg bliver helt stresset ved tanken om alt det, som jeg "midt i orkanens øje" hele tiden skal spotte og siden råbe højt om. For desværre viser statistikkerne, at der kommer flere og flere børn, der lever i dysfunktionelle familier, og disse børn vokser op og bliver til sårbare voksne.

Vi skal som lærere gå ind og vurdere, hvad der er det enkelte barns særlige behov, og hvordan vi imødekommer det behov, vi ser. Nærværende bog er et rigtig godt redskab til at hjælpe os med at spotte problemerne og til at give gode råd om, hvad der kan og skal gøres. Problemet er blot, at lærerne kan opleve det som en yderligere belastning i et lærerjob, der kun bliver sværere at magte professionelt.

I tidligere bøger om social arv har der primært været fokus på forældrenes forhold, og man har fra "systemets" side håbet på, at en løsning af forældrenes vanskeligheder nærmest automatisk reducerede børnenes udsathed. Men forskerne på området ved nu, at vi også er nødt til at inddrage børnenes perspektiver på vanskelige opvækstvilkår. Deres problematikker har andre fremtrædelsesformer end de voksnes, og vi må gå nye veje, hvis vi ønsker at give de udsatte børn en opvækst med mulighed for mønsterbrydning.

Jeg har været rigtig glad for at have fået lejlighed til at læse denne bog, der udfordrer og opfordrer til nye tilgange til at bryde med en negativ social arv ud fra den seneste udviklingspsykologiske forskning og viden om mønsterbrydning. Hvis vi arbejder sammen om at give børnene en sund selvfølelse gennem få, tillidsfulde voksenrelationer - uanset om man er lærer eller blot en anden voksen i nærheden af barnet - og hvis barnet opnår gode sociale og verbale kompetencer, så viser det sig faktisk, at det er muligt at bryde den negative sociale arv.

Som teoretisk fundament for bogens argumenter stifter man blandt andet bekendtskab med Daniel Sterns socio-emotionelle teori, der fokuserer på at observere kontaktpotentialer og udviklingsniveauer hos børn med problem­ska­bende adfærd. Ydermere er der gode afsnit om tilknytningsteori og Marte Meo-metoden med hen­blik på en dokumentations- og evalueringsmetode.

For skal vi indberette om et barns mistrivel, er vi nødt til at forholde os til, hvad vi faktuelt ved, og ikke kun hvad vi tror, vi ved. Så har man gode nerver, er bogen bestemt et studium værd.