Tankpasserpædagogikkens æra er forbi, og selv om, som redaktøren skriver i forordet, "meget undervisning og megen faglig pensum-tænkning stadig er baseret på forestillinger af påfyldningsorienteret karakter", er der blandt internationale læringsforskere bred enighed om, at læringens karakter må findes andre steder. Men hvor?

En række af bidragyderne til denne nødvendige bog begynder et andet sted end det ideelle resultat. Nemlig der, hvor det ikke lykkes at få læring som resultat af undervisning.

Thomas Ziehe indleder sin artikel med at konstatere det uholdbare i, at skoleforskning og ungdomsforskning ikke arbejder bedre sammen. Skolesiden har så travlt med at fokusere på de individer og grupper, den har at gøre med, som elever, at den ganske overser, at disse ikke kun præges af skolens undervisning, men i høj grad også af de forskellige ungdomskulturer, de unge er en del af. Igennem tre ledemotiver analyserer han, hvordan unge individer ud fra disse kulturers mange delelementer skruer deres egen mentale verden sammen, hvordan vore dages uformelle hverdagsliv modarbejder den disciplinering, man i hvert fald tidligere mente var nødvendig, for at et ungt menneske kunne passe ind i elevrollen, samt ikke mindst at nutidens unge i langt højere grad end tidligere er i stand til at vurdere sig selv i lyset af alle de idealbilleder, de spejler sig i igennem trivialkulturen. Mange indser, at de nok aldrig når op på berømmelsens tinde, og så opgiver de at komme i det mindste et stykke ad vejen. For pædagoger af enhver slags er det derfor nødvendigt at hjælpe de unge til at lære at orientere sig i nogenlunde stabile normer, mener Ziehe.

Bogens mest veloplagte kapitel står Etienne Wenger for. Hans bidrag er en båndudskrift af en forelæsning ved det seminar på Danmarks Pædagogiske Universitet i foråret 2006, som bogen udspringer af. Det er lykkedes at bevare mundtlighedens humoristiske umiddelbarhed, selv i skriftlig form. Ud fra praksiseksempler forklarer han klart, hvordan menneskets læring består i at konstruere et univers. Når en vinkender taler om sin hobby med ligesindede, anvender han et sprog, som ølkenderen ikke forstår, men som fungerer fint i vinkælderen. Wenger videregiver den indsigt, at når vi taler om læring, må vi først forstå, hvilke fællesskaber eleven er en del af, og så forsøge at invitere dem ind i nogle af dem, skolen som institution kan tilbyde.

Også Peter Jarvis behandler spørgsmålet om, hvordan man gennem læring opbygger sig selv. Han opstiller en række modeller til at belyse det komplicerede samspil mellem den, man er, og den, man igennem stadig læring er på vej til at blive. Han understreger, at læring ikke kun handler om psykologi, men om forståelse af personen som helhed i den sociale situation.

Yrjö Engeström forvalter arven efter den kulturhistoriske skole og dens fascinerende og brugbare begreber, og Jack Mezirow redegør for sit begreb transformativ læring. Redaktør Knud Illeris selv leverer en grundig oversigtsartikel over læringsforskningens grundbegreber.

Hver artikel tager sin tid at læse, men udbetaler til gengæld mange gange indsatsen tilbage i form af spændende indsigter fra en række af verdens førende læringsforskere.