Børnelægen Hans Asperger beskrev allerede i 1944 en gruppe børn præget af lav social kompetence, reduceret følelseskontrol, pedantisk sprog og egocentrisk optagethed af specielle interesser. Venneløse, udsat for mobning og drilleri og utrolig stædige eller rasende, når læreren forsøger at regulere deres adfærd. Påfaldende vidende inden for bestemte temafelter og samtidig dybt umodne på alle andre. Nomader i specialundervisningsregi, som kun ulvemødre kan elske.

Bogen gennemgår grundigt, hvorledes Aspegers syndrom, også kaldet højt fungerende autisme, diagnosticeres og placeres ind i tidens righoldige udvalg af børnediagnoser. Hyppigheden er en ud af 250, tre fjerdedele af dem drenge. Og vi får indblik i funktionsformens konsekvenser for barnet og de hårdt prøvede forældre, samt hvorledes intensiv social træning kan dæmpe de mest afvigende symptomer.

Bogens sympatiske udgangspunkt er, at børnenes hjerner simpelthen fungerer på en særegen måde. En speciel evneprofil, som skaber konflikter med omgivelserne. En unik menneskelig underart. Neurologiske undersøgelser støtter ståstedet, men teksten er befriende fri for tidens biologiske determinisme. Forfatteren viser positivt, hvorledes aspergerne tit formår at kæmpe sig igennem normalitetssumpen og i voksenlivet ender som banebrydende videnskabsmænd, kulturudvidende kunstnere og dygtige ledere. Især hvis syndromet opdages tidligt og kan modificeres.

Teksten er indimellem snakkende og præget af gentagelser - men altid gennemsyret af forfatterens dybe fascination af disse specielle børn.