En hurtig rundtur på debatsiderne på folkeskolen.dk gør det klart, at der er adskilligt at indvende mod folkeskolereformen. Christensen beskriver, hvordan en forenkling er blevet til en firdobling, Schmidt argumenterer for, at den nye aftale svækker lærernes metodefrihed og i det hele taget lærernes mulighed for at foretage didaktiske vurderinger, Ahrendtsen steder den reformpædagogiske skole til hvile i et indlæg af Olsen og Christensen.

Den slags kan man jo godt blive lidt forstemt af på en regnvejrstung fredag, men heldigvis findes der en lynkur mod den slags. Lynkuren hedder pædagogisk sociologi. Og hvorfor så det?

Primært af to årsager. Den ene angår perspektivet, der anlægges på genstandsfeltet, som er grundskoleområdet. Dette perspektiv udgøres "af studiet af de fænomener, begreber, teorier og metoder, der angår, hvordan menneskelige potentialer, holdninger og erfaringer udvikles og påvirkes i samspillet med andre mennesker, med samfundsinstitutioner og med øvrige sociale forhold i forskellige samfundsmæssige kontekster i tid og rum". Perspektivet er, fastholdt bogen igennem, at undervisningen af eleven, mødet med eleven og udviklingen af eleven, forståelsen af lærings-, undervisnings- og socialiseringskonteksterne, styring, evaluering, uddannelse, diversitet, evidens, ulighed og professionsperspektivet er komplicerede, åbne spørgsmål, som ikke kan reduceres til slogans.

Den anden årsag har med formidlingen og sammenhængen at gøre. Antologien spænder over et bredt felt, men fremstår både sammenhængende og logisk i sin opbygning. De enkelt bidrag er, uden undtagelse, velskrevne og relevante.

Polemisk vil jeg hævde, at antologien udgør et korrektiv til tesen om, at reformpædagogikken skulle være afgået ved døden. Rygterne om Deweys død er stærkt overvurderede. Det er stadig regnvejr, stadig fredag, men nu har jeg det lidt bedre.