Anmeldelse

Den demokratiske skole

Man bliver ikke demokrat af at gennemgå en demokratikanon. Demokrati skal erfares og afprøves i praksis. Og folkeskolen er det bedste sted at gøre det

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Danske soldater på missioner i udlandet får altid de fineste skudsmål af Nato, FN og lignende organer. De opfører sig ordentligt over for lokalbefolkningen, de er høflige over for de lokale magthavere, men målrettede i at hjælpe de svage i de barske områder. Fra hjemvendte soldater hører vi, at de også indbyrdes har det kammeratligt, stoler på hinanden, og officerer og menige respekterer hinanden. Tidligere chef for Forsvarsakademiet, generalmajor Karsten Møller, blev for nylig spurgt om, hvor soldaterne lærer den prisværdige omgangsform? "I folkeskolen", var Møllers svar. De har alle gået i den danske grundskole, hvor den demokratiske omgangsform er både mål og middel.

Fakta:

Titel: Den demokratiske skole

Forfatter: Eva Dam Thrane

Pris: 94 kroner

Sider: 32 sider

Type: Hæfte

Forlag: Forlaget Isager

Den demokratiske omgangsform kan ikke læres på et intensivt kursus i Oksbøllejren i de sidste seks måneder inden udsendelse, den omgangsform sidder i rygmarven på alle unge danskere efter ti år i den danske grundskole. Rundkredspædagogik er simpelthen svaret.

Den opdragelse skal skolen vedligeholde, både for at have det kammeratligt i skoletiden og for at kunne fungere i spidsbelastede situationer i voksenlivet, når fagligt meget svære sager skal indlæres oveni.

Hvordan vedligeholder vi den demokratiske skole? Regeringens demokratikanonudvalg har udpeget 35 "lygtepæle", som lyser op i historiens mørke som læreværdige elementer i dansk demokratis historie. De kan komme på frimærker, og man kan lave computerbaseret eksamen i sådan en kanon, men demokrat bliver man jo ikke af at høre om demokratiske "lygtepæle".

Demokrati skal erfares. Eleverne skal afprøve det i praksis. Forfatteren skriver: "Demokratiske færdigheder kan man opnå ved at fremføre sine synspunkter, ved at lytte til andres synspunkter, ved at samtale, være i dialog og ved herefter at tage en beslutning. Egentlig læring til demokrati er en aktiv handleproces. Livet i skolen bør derfor udformes, så eleverne kan gøre erfaringer med ytringsfriheden ved at argumentere, diskutere og udforme sociale rammer, hvori alle har en rolle og medindflydelse ... Lærerne har et stort ansvar for denne læreproces. Lærerne skal ved hjælp af deres faglige autoritet afgøre, på hvilke betingelser elevernes erfaringsdannelse kan foregå".

Thrane skriver godt om elevernes sociale kompetencer og om, at kun den demokratiske skole kan stoppe mobning. Klassemødet er et afgørende element i den demokratiske skole, og pjecen giver mange gode råd og ideer. Også elevrådet bliver fremhævet, og hun beskriver, hvordan skolen kan og skal støtte op om elevernes arbejde med elevrådet.

Det er en meget erfaren forfatter, og et lærerråd og lærerteam kan få virkelig god inspiration i pjecen til at arbejde reflekteret hen mod den demokratiske, mobbefri skole.