Herskindskolen i Østjylland er på vej til at blive landets første certificerede skældud-fri skole. Certificeringen bistås af forfatterne til bogen "Skole uden skældud", som igennem videooptagelser af undervisning m.m. vil undersøge, hvorvidt lærerne lever op til kravene om ikke at skælde deres elever ud.

Jeg er enig så langt, at skældud, hvad vi så end måtte mene med dette begreb, ikke er godt for børn. Forfatterne til bogen har givet et værdifuldt bidrag til, hvordan skældud opleves fra et barneperspektiv. Noget, som kan være en aha-oplevelse for voksne, professionelle såvel som forældre. 

Samtidig tilvejebringer forfatterne brugbare alternativer til skældud. Det kan kun være godt. For skældud er ofte en afmægtig reaktion på ikke at have alternativer til rådighed.

Men her stopper min begejstring så også. For hvad er skældud overhovedet?

I sin bog fra 2002 definerer Erik Sigsgaard skældud med henvisning til ordbogens definition: "I ordbog over det danske sprog bestemmes den nutidige betydning af at skælde ud sådan: (…) give sin vrede, modvilje, utilfredshed med hensyn til person eller forhold udtryk i voldsomme (ofte ubeherskede), bebrejdende eller nedsættende ord; bruge stærkt bebrejdende eller nedsættende, fornærmende ord om en eller noget; især: tiltale en person med sådanne ord"

Første vigtige spørgsmål: Hvem bestemmer om noget har været bebrejdende, nedsættende eller fornærmende? Modtageren eller afsenderen? Det er et spørgsmål, de allerede tumler med på Herskind skole. Lærer Jette Liborius siger således: "Så der er en pædagogisk opgave i at tale med børnene om hvad skældud er. Det er ikke skældud at bede dem hænge jakken op, hvis de har glemt det, men nogle børn opfatter det sådan." Er det så ikke skældud, hvis de opfatter det sådan? Er det kun op til afsenderen at vurdere om noget er skældud? Kan man forestille sig, at noget kan opleves som skældud for nogle men ikke andre?

På de sociale medier diskuteres der lige nu flittigt, hvornår noget er skældud. For det er nok forskelligt, hvornår vi opfatter noget som skældud og formentlig når vi aldrig frem til et facit. Det vil skabe en grundlæggende usikkerhed inde i lærere såvel som andet pædagogisk personale. En betragtelig del af deres energi vil blive reserveret spørgsmålet "Skældte jeg ud lige der?"

Var det skældud da min kone igennem 9 år oplevede en klasselærer, som ikke kunne lide hende? Klasselæreren sagde aldrig noget direkte bebrejdende, nedsættende eller fornærmende til min kone. Men der var noget i hendes øjne. I hendes stemning, hendes tone overfor min kone.

Det der ikke bliver sagt

I definitionen på skældud vægtes ordene højt. Men hvad med alt det, der ikke bliver sagt? Den grimme tanke, der bliver tænkt? Er den ikke ligeså skadelig? Min kone har haft de frygteligste mareridt om sin klasselærer siden, selvom der aldrig er blevet sagt noget direkte grimt til hende. Skal vi ikke også certificere og fri fra de grimme tanker, nu vi er i gang?

Uvenlighed overfor elever såvel som andre mennesker kan ytre sig på mange måder. Skældud er kun én af dem. Hvad med den venlighed eller varme, som ikke bliver givet, fordi jeg som lærer har det vanskeligt med en elev? Skal vi ikke også certificere os fri fra den?  

Hvad så?

Var min kones klasselærer blevet filmet, havde videokameraet ikke kunnet indfange den kølighed, min kone mærkede. Der er mangfoldige måder at straffe de børn, man ikke bryder sig om.

Hermed ser jeg to farer forbundet med fænomenet "skældud-fri skole".

For det første den fare, at der skal bruges unødvendig meget energi på at spekulere over, hvornår man har skældt ud. Energi, som kunne være brugt på vigtigt relationsarbejde i klassen. For det andet ser jeg for mig, at man overser alle de relationsnedbrydende fænomener, som ikke indfanges i forskernes definition på skældud.

I stedet for at tale om, hvad vi ikke vil have (en skole uden skældud) kunne vi tale om, hvad vi gerne vil have. Måske skulle vi i stedet for at have en ambition om at skabe en skole uden skældud, skabe en skole fyldt med venlighed.

Hvad betyder det så? Det betyder, at en skole eller en institution havde den erklærede målsætning, at de ville øve sig i at holde af alle børn. Til de faglige og kollegiale supervisioner måtte hver enkelt lærer eller pædagog bringe et eller flere børn op, de havde vanskeligt ved at holde af. Her kunne man få faglig hjælp til at se, hvad der blokerede ens evne til at holde af lige præcis det her barn. Der kan være mange årsager til, at vi har vanskeligt ved at holde af børn. Det kan være, at de udtrykker nogle sider, vi selv har mistet kontakten til. Det kan være, at vi ikke forstår barnet godt nok. Uanset hvad, har vi ofte brug for andres hjælp til at se, hvad der står i vejen.