"Det her er en skolesammenlægning, der skal sikre et brag af en skole", sagde rådkvinde Susanne Crawley på gårsdagens byrådsmøde.

Omdiskuteret lukning vedtaget: Byråd lægger to Vollsmose-skoler sammen

Et stort byrådsflertal i Odense godkendte onsdag aften planerne om at lukke H.C. Andersen Skolen og lægge den sammen med Abildgårdskolen fra skoleåret 2021/22.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I august 2019 lancerede Susanne Crawley Larsen (R), rådkvinde for børn og unge i Odense, planen om at lægge de to Vollsmose-skoler sammen. Første skridt på vejen blev taget i slut-februar, da byrådet besluttede at samle de yngste børn i Abildgårdskolen SFO-tilbud fra 1. marts.

Første skridt i omstridt skolelukning: Yngste Vollsmose-børn samles på én skole

Og onsdag aften lykkedes det på et virtuelt byrådsmøde at få flertal for at samle naboskolerne på Abildgårdskolens matrikel fra skoleåret 2020/21.

"Det her er en skolesammenlægning, der skal sikre et brag af en skole, måske med et nyt navn fundet af eleverne. En skole, som skaber mønsterbrydere, og som kan være et samlingspunkt og et helle i en bydel, der vil være en byggeplads de næste mange år", lød det fra rådkvinden.

SF, Enhedslisten og Alternativet stemte imod beslutningen.

Faldende børnetal og ministerielt tilsyn

Igennem forløbet om skolesammenlægningen har Susanne Crawley Larsen lagt vægt på, at Vollsmose-skolerne har behov for en ny start.

De kommende år forventes børnetallet i Vollsmose at falde med godt en tredjedel, hvilket skyldes bolignedrivninger som følge af regeringens ghettoplan for de hårdeste ramte boligområder, som Vollsmose figurerer på. Blandt andet derfor giver det mening at samle skolerne, har rådkvinden tidligere sagt i et interview med folkeskolen.dk:

"Det er ikke den eneste årsag, men den udfordring i sig selv frygter jeg, betyder, at ser en flugt eller afskedigelse af lærere, og dermed at det faglige niveau vil forringes".

Susanne Crawley Larsen nævnte også under byrådsmødet, at begge skoler har været under ministerielt tilsyn, og at det fortsat er tilfældet for H.C. Andersen Skolen.

Skal vores skole lukke? 

Finansiering i 11. time

Forslaget om sammenlægningen har mødt stor modstand fra forskellige fronter. Forældre og lærere med tilknytning til H.C. Andersen Skolen flere gange har demonstreret mod skolelukningen foran Odense Rådhus.

Ifølge dem giver det ingen mening at samle eleverne, når de alligevel kan se frem til endnu et skoleskift i forbindelse med omdannelsen af Vollsmose indenfor de kommende år. Enhedslistens Søren Freisleben gik så vidt, at han ved byrådsmødet kaldte beslutningen et 'overgreb'.

"Jeg har svært ved ikke at opfatte skolelukningen som et overgreb på børnene på H.C. Andersen Skolen, og jeg er imod overgreb på børn. Derfor stemmer jeg nej".

Desuden har Jonas Callesen, tillidsmand på H.C. Andersen Skolen, kritiseret rådkvinden for ikke at oplyse om grundlaget for finansieringen bag beslutningen - en finansiering, der indtil for nylig har stået i det uvisse.

Arbejdstilsynet har krævet, at der sker en omfangsrig renovering af Abildgårdskolen, før det er muligt at samle Vollsmose-eleverne. Af et referat fra Økonomiudvalget møde - også i går - fremgår det, at prisen for renovering og modernisering af udearealer, klasse- og SFO-lokaler løber op i 56,6 millioner kroner.

Det beløb finder man med afsæt i, at Odense ligesom alle landets kommuner under corona-krisen har fået mulighed for at fremrykke anlægsprojekter, der skal hjælpe med at støtte byggebranchen.

Elever får medbestemmelse på nyt navn

Som symbol for den nye start for Vollsmose-børnene har Børn- og Ungeudvalget besluttet, at den sammenlagte skole skal have et nyt navn. Og det skal børnene være med til at bestemme.

"Der skal skabes ejerskab hos eleverne. Det er eleverne, der kender skolen bedst. Det må være eleverne, der skal være med til at vælge det", har Venstres Christoffer Lilleholt sagt til tv2fyn.dk.

Børn- og Ungeudvalget og skolens nye bestyrelse skal dog også godkende elevernes bud, inden Undervisningsministeriet som sidste instans blåstempler navnet.

Den nye Vollsmose-skole forventes at skulle huse 750 elever, mens Anna Vadgaard, den nuværende skoleder fra H.C. Andersen Skolen, går på pension.

Ghettolov kan lukke skoler