Det er blevet almindeligt at tale om ”folkeskolens udfordringer”. Det er ligefrem titlen på professor Niels Egelunds seneste bog, og det ligger også som en stærk struktur hen over Ny Nordisk Skole. Udfordringerne beskrives f.eks. som at bryde den sociale arv, at score højere i tests og at flere skal tage en ungdomsuddannelse. Alle udfordringerne kan formuleres som kvantitative mål. Nogen kan måske lægge en udfordring til, men det er ligegyldigt i forhold til mit ærinde her.

Resultatet af denne tilgang er en stærk binding af vores pædagogiske liv på disse udvalgte ”udfordringer”, og pædagogik og forskning kommer herefter an på at finde metoder, så man kan score bedre på den ene eller den anden udfordrings-procentsats. Nogen mener så, at disse metoder skal dikteres og evidensbaseres af forskningen og staten – så har man en central model. Andre mener, at metoderne skal udvikles af lærere, kommuner og professionshøjskoler i fællesskab. Så har man en decentral model. Regeringsskiftet i 2011 er en bevægelse fra en central til en decentral model. Ny Nordisk Skole er en decentral "udfordrings"-model. Men den nye og den gamle regering er fælles om ”udfordrings”-retorikken. Forskellen i skolepolitikken er en forskel under samme overskrift.

Men lyder det ikke meget fornuftigt at bruge krudtet på den slags diskussioner? Hvem kan være imod det? Tja, det kan jeg. Men hvad er da problemet? Problemet er, at man med fokus på ”folkeskolens udfordringer” ikke sætter fokus på ”folkeskolen”, men derimod på dens ”udfordringer”. Med fokus på udfordringerne nedtoner man dermed folkeskolen i sig selv. Og når udfordringerne, og ikke folkeskolen, bliver til formålet med det hele, som det f.eks. er tilfældet hos Egelund, Ny Nordisk Skole og også hos KL, så svarer udtrykket ”folkeskolens udfordringer” faktisk til, at ”folkeskolen” decideret glemmes. Man sætter lærerne til at arbejde med ”udfordringer” frem for med ”folkeskolen”, for nu at sige det på den måde.

Man overser spørgsmålet: ”Hvad er folkeskolen?” Man glemmer at spørge: ”Hvad der er skole ved skolen”, som jeg tror den fremtrædende uddannelsestænker Gert Biesta ville formulere det (Hans hovedspørgsmål er ”what is educational in education”).

Konklusion: Det er tid at drøfte folkeskolen frem for dens udfordringer. Det er tid, at lærerne og skolerne finder ”folkeskolen” frem. Men så er man direkte inde i formålet med det hele. Og så bliver den rene pædagogiks repræsentanter tavse som graven, med mindre de da mumler noget teknisk om pisalister og arbejdsmarked. Denne tavse mumlen kommer af, at metodefiskeringen lever af ”udfordringer”, der kan sættes tal på. Men så snart diskussionen flytter sig til essensen, altså til skolens indhold, formål, egenart, historie og opgave – der hvor de virkelige lærere arbejder - så indser vi, at vi har spildt 10 år. 10 år, hvor verden har været i rivende udvikling, er spildt med at takle folkeskolens ”udfordringer”, mens ”folkeskolen” selv har været glemt.

Hvad er folkeskolen? Det er spørgsmålet, som ingen drøfter.