Jeg er allerførst nødt til at påpege nogle præmisser, som gør denne bog svær at anmelde:

For det første er jeg nødt til at inddrage bogens undertitel. For er det en myte, at vi alle har medfødte evner? Det har jeg aldrig hørt. Jeg var nødt til at spørge alle mine seminarievenner, om de havde hørt om, at medfødte evner er en myte, hvortil alle svarede nej. Vi er derimod født forskellige med hver vores styrker. At denne bogs hovedpræmis er, at det ikke er tilfældet, gør den svær at sluge. Jeg er enig i, at det ville være en dejlig verden, hvis alle kunne, hvad de ville, og at alt kun var et spørgsmål om motivation og træning, men sådan er det bare ikke.

Dernæst er der bogens amerikanske udgangspunkt. Selvom oversætteren prøver at sidestille et fokus på IQ med vores Pisa-test (og det er heller ikke helt uproblematisk), kan man stadig ikke komme uden om, at der er stor forskel på den angelsaksiske tradition og den danske enhedsskole.

Når det er sagt, bliver det desværre ikke meget bedre. Bogen består grundlæggende af en masse eksempler på folk, det er lykkedes for inden for sport, videnskab og kunst, og ironisk nok benyttes disse til at plædere for, hvordan alle kan blive som eksperterne – man skal blot træne ligesom David Beckham eller tænke ligesom Albert Einstein. Der er en masse overfladiske observationer, som så er gentaget direkte i nogle citatbokse nedenunder krydret med en masse henvisninger til for eksempel 11+-testen i England (mere uddybes det ikke). Der er spørgsmål, som ikke giver mening, for eksempel ”Hvordan benyttes ’evner’ i din institutions dokumenter og systemer (streaming, branding og så videre)?”

Bogen bliver en anelse bedre i slutningen, hvor det bliver mere konkret, og hvor man kan håndplukke i forhold til egen undervisning. Der er blandt andet afsnit om, hvilken effekt forventninger har, om tydelige læringsmål og om feedback.

Vi kunne helt sikkert alle gøre ting bedre, end vi gør. Og hvordan vi lærer, hænger helt klart sammen med vores forventninger. Det farlige ved bogen er, hvis vi godtager ideen om, at vi alle kan alt. Forfatteren skriver i indledningen, at alle kan blive ligesom Beckham, og at det kun er et spørgsmål om at være den første, der kommer, og den sidste, der går. Men der vil være dem, som, selvom de træner uafbrudt, aldrig kan blive som Beckham.

Han fortsætter med at påpege, at det også er lige meget, hvilken baggrund du har, og om dine forældre støtter dig eller ej – og inddrager en masse solstrålehistorier om, hvordan folk har klaret det trods dårlige odds. Men igen – hvad med alle dem, som er påvirket af deres sociale arv – og som der immervæk er flere af end det modsatte? Jeg har aldrig forstået, hvordan enkelttilfælde kan stå som argument for, at det kan lykkes for alle. Det er i mine øjne uvidenskabeligt. Og jeg er ked af at skulle overbringe de kedelige nyheder om, at vi ikke alle er lige og uafhængige af vores omgivelser.

Kan jeg anbefale bogen "Ekspert i læring"? Hvis du mangler råd om, hvordan du vil løfte de svage elever – som ifølge bogen ikke er svage, men nybegyndere (lidt i stil med, at der ikke er problemer, blot udfordringer), kan man muligvis bruge nogle enkelte særskilte råd. Ellers ser jeg ingen grund til at læse den.