Anmeldelse
RST - Rytmisk Sangteknik
Syng dig fri
En klassisk sangstemme skabes og forædles over mange år, men den rytmiske sangstemme er den, man er født med, så det at synge rytmisk er en frigørende proces.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"RST frigør dit potentiale", skriver forfatteren. Der er fem faktorer, som påvirker vores stemmemæssige udtryk: energi, stemmen, artikulation, hjernen og musikken, og disse faktorer forklares og uddybes med illustrationer, konkrete øvelser og eksempler i de følgende seks kapitler.
Fakta:
Titel: RST - Rytmisk Sangteknik
Forfatter: Hans Toft-Olsen
Pris: 289
Sider: 83
Forlag: Advice Publishing
For eksempel fortæller Toft-Olsen, at mange af dem, vi kalder tonedøve, har det problem, at de ikke giver sig tid til at tænke en tone, inden de skal synge den, og han beskriver, hvordan han har hjulpet folk med dette problem. Øvelserne og eksemplerne er gode, fordi de er godt forklaret, og pointerne fremtræder tydeligt, og på den måde kan bogen være et godt værktøj. Øvelserne findes også på video på rytmisksangteknik.dk
Målgruppen er både undervisere og folk, der gerne selv vil arbejde med stemmen. Jeg ser materialet som en fin håndsrækning til den, der vil arbejde med sin stemme, og for en underviser i sang er den uden tvivl et rigtig godt værktøj.