Anmeldelse
Hvorfor skal vi synge den?
En god håndsrækning
En opfordring til at træde i karakter - både til forfatteren og de lærere, der skulle have lyst til at give sig i kast med de 122 skønne sange.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvorfor skal vi synge den?
Fakta:
Titel: Hvorfor skal vi synge den?
Forfatter: Børge Leo Mikkelsen
Illustrator: Otto Dickmeiss
ISBN: 9788792813220
Pris: 349
Sider: 363
Forlag: Cadeau
"Man kan blive opmærksom på noget smukt i naturen, som man først registrerer, når en kunstner har været der med sin pegepind", skriver Børge Leo Mikkelsen i forordet, og heri ligger vel implicit et svar på, hvorfor vi skal synge netop disse sange.
Bogen er både en sangbog og en sanghåndbog med relevant baggrundsstof om komponister, forfattere og sangene, og der er kilder med henvisninger til yderligere oplysninger. I en del af baggrundsteksterne ligger der implicit subjektive relateringer til sangene; for eksempel skriver forfatteren, at "Se nu stiger solen" afspejler den overvældende jubel, man (=han) kan føle en smuk morgen, og det er nemt at koble sig på hans tanker og følelser.
Der er i alt 122 skønne sange, nyere og ældre, opdelt i temaerne: Morgensange, Advent-Jul-Nytår, Salmer, Forår, Sommer, Efterår, Vinter, Dansk tradition, Viser og Aften. Til alle sange er der noder med tekst og becifring.
I forhold til en sanghåndbog, som oplyser om baggrundsstof for sangene, afføder denne titel i min bevidsthed en forventning om en yderligere og anden type af begrundelse, som har mere personlig og subjektiv karakter. De subjektive præferencer ligger i første omgang i valget af sange, og her skriver forfatteren i forordet, at de er "valgt på grund af deres lødighed med hensyn til både tekst og melodi" - men hvem er det, der siger, hvad der er lødigt?
Tidligere skriver han, at "der håbes på, at salmer, sange og viser, der måske aktuelt er lidt oversete, må blive genopdaget og sunget til fornyet glæde og udbytte". I passivformen, "der håbes", er det forfatteren, der slet skjult håber, og mon ikke hans håb blev hørt mere, hvis han tydeligere stod frem som person og gjorde sit håb til et råb.
Forordet refererer til det kulturbærende og til det fællesskabende ved det at synge. Jeg tænker, at det let bliver til postulater, noget, vi siger, men er det rigtigt? Jeg tror, at vi skal turde træde endnu tydeligere frem som personer med vores subjektive meninger og gøre gældende, hvorfor vi synes, det er relevant at synge - og synge netop den sang. Det er en relevant fordring og udfordring for enhver musiklærer, og bogen her er en god håndsrækning i det ærinde.