Anmeldelse

Spil-smart.dk

Af musiklærere til musiklærere

Ny musikportal giver masser af emner og aktiviteter at vælge imellem, både på mellemtrinnet og til valgfag i 7. og 8. klasse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med den nye portal spil-smart.dk har vi som musiklærere ingen undskyldning for at sige, at vi ikke kan finde på, hvad vi skal undervise i. Her er nok at tage fat på, både for den nyuddannede lærer, der kan have brug for ideer og inspiration til at komme i gang og til at kreere sit eget katalog af undervisningsmateriale, og så sandelig også for den garvede musiklærer, hvis bagkatalog trænger til en saltvandsindsprøjtning.

Fakta:

Titel: Spil-smart.dk

Forlag: Stepnote Publishing

Mellemtrinsdelen indeholder kapitler om musikhistorie, rytmik, teori og hørelære samt en række arrangementer af forskellige sange, man kan bruge i sin undervisning. Både når der skal synges og synges flerstemmigt, og når der skal spilles sammen.

Hvert kapitel indeholder mange dele og mange emner at kaste sig ud i. For ikke at gabe over for meget kan det anbefales at sætte sig grundigt ind i hvert enkelt kapitel og så nøje udvælge, hvad man vil arbejde med i årets løb. Man kan eventuelt læne sig op ad den årsplan, der ligger på portalen.

Til brug for denne anmeldelse har jeg valgt at kaste mig ud i et arrangement af titelsangen fra julekalenderen "Pagten" og i et afsnit fra musikhistoriedelen; et forløb om Elvis, der også indeholder et afsnit om rock’n’rolls historie.

Spil Smart-arrangementet til sangen fra "Pagten" har fokus på tostemmighed. Der er en grundig lærervejledning til forløbet, og man forsynes med både akkorder, noder, indspilninger med sang, som man kan lytte til og øve efter, og en instrumental indspilning. Denne kan man øve til og synge til, og en sådan er god for den (musik)lærer, der måske ikke altid kan komme til at akkompagnere sine elever i timen.

Forløbet er sat overskueligt op og er lige til at gå til. Man kan med fordel præsentere forløbet for eleverne ved at vise dem opsætningen og progressionen, så de ved, hvad der skal arbejdes med i den kommende tid.

I arrangementsdelen er det tydeligt, at materialet er udviklet af musiklærere til musiklærere. Der er et tydeligt fokus på, at man skal kunne bruge arrangementerne i praksis. Det er dejligt.

Forløbet om Elvis indeholder en særskilt lærervejledning, hvor man også får en oversigt over, hvor meget tid man cirka skal bruge på forberedelse (her 20-30 minutter), og hvor mange lektioner man kan forvente at bruge på forløbet (her to-tre lektioner), samt en elevbog. Elevbogen er dels en læsetekst garneret med pædagogiske faktabokse, dels en række videoklip og lydfiler. Slutteligt kan man løse elevopgaverne, der i Elvis-forløbet er en krydsogtværs, en række forståelsesspørgsmål og opgaver af mere fri karakter, hvor man for eksempel kan formulere, hvad man synes har været det mest spændende at lære om Elvis og rock’n’roll.

Der er mulighed for, at eleverne kan læse tekst og opgaver selv, eller at de kan få læst op via det device, de sidder med. Dette bør sikre, at alle elever får det samme udgangspunkt. De to nævnte eksempler er en lille bitte del af et stort univers på portalen, og der kommer løbende mere materiale inden for alle emner.

Som nævnt tidligere er der meget at vælge imellem, og ved at bruge portalen har man masser af arbejde at gå i gang med i sin musikundervisning.

Det er muligt, at nogle vil mene, at der er for meget at vælge imellem, og måske derfor ikke kan overskue det. Jeg vil mene, at hvis man bruger noget tid på at sætte sig ind i indholdet, så har man rig mulighed for at vælge spændende, varierede og lærerige undervisningsforløb til sine elever.

De forskellige elevbøger kan læses dels på skærm, via alle platforme, dels i papirform, da de alle er tilgængelige i en printvenlig udgave.

Foruden indhold til musikundervisningen på mellemtrinnet rummer portalen også en del for valgfag i 7.-8. klasse.

Nogle af emnerne har de samme overskrifter som i mellemtrinsdelen, eksempelvis teori og hørelære og musikhistorie. Men der er også lagt op til et dybere genrekendskab og ditto arbejde i de afsnit, der hedder “Rundt om ...”.

Forskellen på de to indholdsdele er, at det i valgfagsgdelen er tydeligt, at der kræses for de elever, der har valgt musikken til selv. Der er for eksempel en masse lækkert hørelæremateriale, som jeg – set i bakspejlet - personligt ville have elsket at være blevet undervist i, da jeg gik i skole. For det ville have lettet dele af mit musikliv senere hen.

I “Rundt om ...”-forløbene er der en grundig indføring i en given genre, for eksempel grunge. Der er undervisning i grej og gear; hvad er typisk for genren, og så er der et afsnit om komposition og sangskrivning. Der er trin for trin-undervisning, der guider eleverne, således at de selv kan skrive for eksempel en riff-baseret sang.

Valgfagsideen gør det tydeligt for eleverne, at der skal arbejdes med musik, hvis man gerne vil noget med musik. Det er dejligt, og jeg bliver fagligt glad og stolt på fagets vegne. Også i denne del af portalen er der fokus på materiale, der kan anvendes i praksis, og som er sat overskueligt op. Det letter overblikket i forberedelsesfasen, og overblikket kan igen gives direkte til eleverne, så de også ved, hvad der skal laves og arbejdes med.

Jeg håber, at portalen vil etablere sig som et levende og dynamisk sted, hvor man som musiklærer kan finde favoritforløb, men også hele tiden få nye ting at arbejde med. Vi har faktisk alle sammen mulighed for at komme med ideer til folkene bag Spil Smart ved at indsende ideer til deres idebank.