Børnene sidder ofte målløse og kigger ned over en side fyldt med farver og tegninger, hvorefter de kigger op på den voksne og spørger: ”Hvad skal man her”? Nederst på siden står en indviklet forklaring på opgavens indhold og denne skal så ”oversættes”, således at børnene muligvis kan forstå opgaven – men ofte ikke selv løse den. Med den voksne (matematiklæreren eller forældre/bedsteforældre) i hånden guides barnet igennem opgaven og det vigtigste for barnet bliver derved, at få udfyldt de rum, hvor resultaterne skal stå. ”Hvad skal jeg så skrive her”?  

Hvis det for en gang skyld lykkes barnet at få en aha-­oplevelse og dermed forstå, hvad opgaven går ud på, så sørger forfatteren altid for, at der på næste side er ny problemstilling – denne gang med nye farver og tegninger, så barnet igen kan starte forfra: ”Hvad skal man her”?

Alt for mange børn i skolen ”hader” matematik og når man spørger hvorfor, er svaret ofte ”det ved jeg ikke – det gør jeg bare” som et udtryk for, at det er svært og ubehageligt dagligt at blive konfronteret med opgaver, man ikke kan overskue, gennemskue eller kræver voksenhjælp. Matematikangst/ubehag blandt elever i folkeskolen er i rivende udvikling.  

Resultaterne af mange års kaotisk didaktisk i indskolingsmatematikken, affødt af uigennemskuelige faglige mål, finder vi i diverse TIMMS – og PISA undersøgelser, der gentagne gange påpeger manglende matematikfærdigheder hos eleverne. Over 15 pct. af eleverne i 9. klasse har ikke matematikfærdigheder på et niveau, så de kan klare en ungdomsuddannelse.

I en longitudinal undersøgelse på tværs en række engelsksprogede lande fandt man, at tidlige gode matematikfærdigheder er en stærkere indikator for, hvordan eleven klarer sig i det samlede skoleforløb end tidlige gode læsefærdigheder (School Readiness and Later Achievement, Ducan et al. 2007).

Set i et neuropsykologisk perspektiv er matematik langt mere kompliceret end fx læsning, idet barnet skal lære indhold af tal: navn, form og mængde, tallenes relation til andre tal fx større eller mindre end, logiske elementer fx at 0 er større en -1, forståelse for visuelle forskelle fx mellem 54 og 45, operationelle teknikker fx lægge sammen, trække fra ”i hovedet” mm. Hvor læsning primært involverer venstre hjernehalvdel, involverer matematiske operationer begge hjernehalvdele og stiller især store krav til den visuo-spatiale hukommelse – dvs. at huske et indre billede af den visuelle form (3), men samtidig den rumlige repræsentation (X X X).

Forudsætningen for senere matematikfærdigheder i skoleforløbet ligger i en solid talforståelse tidligt i skoleforløbet, efterfulgt at simple måder at regne på, som gentages hver gang barnet møder tilsvarende regnestykke. Børnene bliver ikke dygtigere af at lære 5 forskellige måder at trække fra på – tværtimod. I den måde, de fleste indskolingsmaterialer i matematik er bygget op på, automatiseres de matematiske oprationer ikke i tilstrækkelig grad, hvilket bidrager til konstant kaotisk følelse af, ikke at være helt med.

Hvis matematik i indskolingen ikke skal ende som et fag, hvor børnene bare skal udfylde de tomme linjer med noget de ikke forstår, må matematiklærere og vejledere i langt højere grad se bort fra den til materialet tilhørende vejledning og fokusere på de opgaver, hvor eleverne faktisk indøver og får automatiseret færdigheder, de på sigt selv kan magte. Børnene skal nok nå alt det andet, hvis de hele tiden har en fornemmelse af, at de faktisk kan noget.