Nedlagde arbejdet i protest mod skoleforliget

De 35 lærere på Klinkby Skole i Lemvig holdt fagligt møde i arbejdstiden mandag i protest mod folkeskoleforliget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det seneste forlig er efter vores opfattelse et skridt tilbage. Blandt andet fordi det vil indføre en række nationale test, der får til følge, at undervisningen rettes ind efter testerne. Det her handler ikke om at styrke fagligheden. Det handler om statslig kontrol og ensretning", siger tillidsrepræsentant på Klinkby Skole Ole Hanghøj til Radio Midt & Vest.

Ole Hanghøj er medlem af bestyrelsen i Lemvig-Struer og Omegns Lærerkreds.

I frikvarteret inden arbejdsnedlæggelsen havde formanden for lærerkredsen, Niels Dragersdal, været på besøg på skolen for at forklare lærerne, at der var tale om en ulovlig strejke. Alligevel valgte lærerne at nedlægge arbejdet.

"Folk har reageret meget kraftigt på skoleforliget i Lemvig. Vi er bekendt med topstyring fra kommunen. Lærerne ser endnu mere topstyring i det skoleforlig, der ligger nu. Det kunne godt være baggrunden for reaktionerne", siger Niels Dragersdal.

Faglig Klub sluttede mandagens aktion med at sende et høringssvar til Undervisningsministeriet.

Læs mere

Radio Midt & Vest