Månedsmagasinet Undervisere bruger denne gang 14 sider på et tema om læreres pligt til at underrette de sociale myndigheder, når de ser en elev, der har det rigtig skidt. Det gør vi, fordi der er børn derude, der har brug for, at deres lærere ser dem og hjælper dem. Og vi gør det, fordi det er noget, der optager lærerne. 63 procent af dem har diskuteret tavshedspligt og/eller underretningspligt inden for det seneste halve år, viser Underviseres undersøgelse.

Men vi gør det ikke, fordi vi nu vil kræve, at læreruddannelsen indfører et kursus a tre ugers varighed i sporing af tegn på omsorgssvigt, eller fordi vi mener, at alle lærere skal på efteruddannelse i underretningspligtens juridiske spidsfindigheder.

For selvfølgelig skal lærere først og fremmest undervise. Det er det, de er og skal være eksperter i. Men lærerne har pligt til at gribe ind, hvis de har mistanke om omsorgssvigt og i nogle børns liv måske er de eneste voksne, barnet kan stole på. Har de mistanke om omsorgssvigt eller overgreb, skal de kunne gå til skolens leder, som af kommunen bør være udstyret med et sæt retningslinjer lige til at tage ned fra hylden og gå frem efter. Som man kan se af lærernes kommentarer i den undersøgelse, Scharling Research har gennemført for Undervisere, så er det en uhyre svær beslutning at gå til de sociale myndigheder og berette noget, som et barn måske har fortalt i fortrolighed. Også derfor er det en beslutning, læreren ikke skal stå alene med, men skal drøfte med sin leder.

Hvis din kommune ikke allerede har udarbejdet retningslinjer, kan du finde de mest grundlæggende regler på side 18-19. Men det er ikke kun over for skolerne, socialforvaltningen skal have klare retningslinjer. De kommunale myndigheder skal sikre, at en underretning fra en bekymret lærer altid bliver taget alvorligt og fulgt op, og at læreren får mulighed for at bidrage med alt, hvad han eller hun ved. Og ikke mindst sikre, at lærer og skoleleder føler, at de er blevet hørt, og at barnet får hjælp. For det vil være tragisk, hvis en lærer opgiver at slå alarm, fordi hun føler, at hun alligevel aldrig bliver hørt.

Heldigvis er der kommuner rundt i landet, der prøver at skabe et tættere og mere fast samarbejde mellem socialrådgivere og skoler. Forhåbentlig kan det gøre lærerne mere trygge ved at gå videre med deres mistanke. Det kan være den afgørende beslutning for et barns fremtid. |