Folkeskolens leder:

Selvstyrede besparelser

Underrubrik

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De er entusiastiske, de elsker deres arbejde, og de er stolte af den skole, de har skabt. Det giver lærerne på Trekronerskolen ved Roskilde en stor tilfredshed i jobbet, at de selv kan sørge for, at deres klasser får relevant undervisning af lærere, de kender, når en kollega er syg - det klarer de i det selvstyrende lærerteam.

To arbejdsmiljøforskere, som har studeret skolen, er på én gang imponerede over Trekroner-lærerne og bekymrede for deres helbred. For den arbejdsindsats, de lægger for dagen, er lige på kanten af, hvad man kan holde til i længden.

Måske er det ikke tidspunktet nu, hvor endnu flere skoler skal indføre selvstyrende team. Som økonomien ser ud i de fleste kommuner, kan man frygte, at lærerteamene vil få betydeligt færre vikartimer, specialundervisningstimer og lærertimer i det hele taget at fordele. Ansvar er godt - men ikke hvis det er umulige vilkår, man har ansvar for.

I Kolding er der skåret så meget ned på skolevæsenet, at det ikke kunne klares ved naturlig afgang - man har simpelthen måttet fyre lærere. Det samme er sket på Langeland, og alt tyder på, at det snart bliver Vejles tur. Den økonomiske krise har for alvor bredt sig til det offentlige arbejdsmarked, og det har konsekvenser for velfærden. Nedlæggelser af lærerstillinger vil naturligvis få helt konkrete konsekvenser for undervisningen i folkeskolen, og de konsekvenser må ikke decentraliseres derud, hvor politikerne blot kan nedlægge lærerstillinger uden at behøve forholde sig til, hvad det betyder, fordi det er op til de selvstyrende team at fordele de lærertimer, der er til rådighed. Så bliver det de tre-fire-fem lærere i det enkelte lærerteam, der står med ansvaret for at sikre, at eleverne får den undervisning, der sikrer skolen en pæn score i de nationale test, samtidig med at de alle sammen udvikler sig alsidigt - også når kollegaen er syg, og der ikke er nogen ledige timer at flytte rundt på. Så er vi ude over kanten. Der hvor det spændende arbejdsliv, hvor man har indflydelse på tilrettelæggelsen af jobbet, bliver stressende, opslidende og helbredsskadeligt.

Konsulent for Trekronerskolen Kim Foss Hansen advarer imod, at selvstyrende team får rådighed over og ansvar for vikartimer og specialundervisningstimer fra begyndelsen. Han understreger, at man skal huske, hvornår man er vikar, og hvornår man er den faste lærer med ansvar for årsplanen, ligesom man skal huske, at specialundervisningstimerne er givet som støtte til de børn, der har behov, ikke til at sikre, at der er lærerkræfter nok til en god læseundervisning. Selvstyre og indflydelse på eget arbejde er givende - men at halse efter umulige arbejdsopgaver og flytte rundt på alt for små lapper til at dække hullerne er opslidende.

Oven i købet har vi så en statsminister, som lover at øge det faglige niveau i folkeskolen, svarende til at eleverne skal blive et helt skoleår dygtigere, samtidig med at der spares på skolebudgetterne ude i landet. Det er en udfordring, som det ikke er rimeligt at placere på skuldrene af hvert enkelt selvstyrende lærerteam. |

»Så er vi ude over kanten. Der hvor det spændende arbejdsliv, hvor man har indflydelse på tilrettelæggelsen af jobbet, bliver stressende, opslidende og helbredsskadeligt«