Der er sjældent børn til stede på Danmarks Lærerforenings kongresser. Men det er dem, det handler om - eleverne i den danske folkeskole. Og i år endnu mere markant. Den ene delegerede efter den anden gik på talerstolen for at udtrykke desperation på vegne af de allersvageste elever - alle dem med Asperger-, ADHD-, autisme-, AKT- og alle mulige andre problemer. Også de voksne ramt af for eksempel afasi (er der en grund til, at så mange handicap begynder med a?) havde alvorlige talsmænd blandt kongressens delegerede. For lærerne på især voksenspecialskolerne har set, at eleverne lige så stille er forsvundet. Lærerne ved, hvor meget de har kunnet gøre for mennesker, der er blevet ramt af handicap, og de ved, at handicappene stadig opstår, men eleverne dukker ikke længere op på specialundervisningscentrene. Lige så stille hensygner de faglige miljøer, og Danmark mister den specialundervisningsekspertise, som var bygget op i amterne gennem mange, mange år, fordi kommunerne ikke sender borgerne de rette steder hen. Omtrent lige så triste historier lød fra folkeskoleområdet, hvor det handlede om massive besparelser på specialundervisningen over hele landet. For eksempel i Gladsaxe, hvor bevillingerne er skåret så meget ned, at en gruppe ADHD-ramte elever ikke får undervisning i alle deres skoletimer, men må nøjes med blot at blive passet noget af dagen. Kongressen forsøgte at råbe højt på elevernes vegne gennem Anders Bondo Christensens beretning, som blev overværet af KL's formand Erik Fabrin, og med en resolution, der fremhæver retskravet på specialundervisning for alle børn, unge og voksne med behov. Hovedstyrelsesmedlem Niels Christian Sauer mindede fra talerstolen landets lærere og skoleledere om professionens pligt til at oplyse forældre om retten til at klage over mangelfuld specialundervisning. Men som Erik Fabrin sagde til kongressen:

»Samspillet mellem den almene undervisning og specialundervisning er som forbundne kar. Hvis vi bruger rigtig mange penge i specialundervisningen, forsimpler vi niveauet i almenundervisningen. Men hvis det er det omvendte, der sker, at vi bruger alle pengene i almenundervisningen, kommer vi til at svigte de børn, der har særlige behov«.

Det kunne næsten ligne en trussel - hvis DLF, lærerne og forældrene står for hårdt på retskravet om specialundervisning, så udsultes hele folkeskolen økonomisk. Vi må ikke havne i en situation, hvor forældre også skal gå til klagenævn eller domstole for at sikre, at deres børn får ganske almindelig undervisning i normalklasserne - med et timetal, der passer til det, eleverne skal nå at lære i henhold til de officielle mål. Forbindelsen mellem de forbundne kar må kappes, så specialundervisning gives til dem, der efter eksperters vurdering har behov, og folkeskolens vejledende timetal gives til alle elever - uanset antallet af diagnoser på skolen og i kommunen. |