Nu, da valgkampen åbenbart er i fuld gang, lyder samme sang fra alle i og omkring folkeskolen: Lad den ikke blive rullet ind som ammunition på kamppladsen op til valget. Lad ikke partierne profilere sig med ønsker i øst og vest på bekostning af en fælles langsigtet strategi for folkeskolen. Træd varsomt, lyder budskabet.

Men det er spildte fromme ønsker. Folkeskolen er så fristende. Rigtig mange vælgere er eller har været en del af skolen – og der er stærke følelser på spil. Meget få ud over de fagprofessionelle ved reelt ret meget om, hvad der i virkeligheden foregår. Så der er også rigelig plads til stråmænd og myter.

Hvad betyder det for skolen? Selve reformen er efterhånden så gennemhullet og tæret, at det er svært at få øje på karosseriet. Heldigvis. Men folkeskolereformen er jo ikke afskaffet.

I øjeblikket sker forhandlingerne efter mange år med konflikter i et partnerskab mellem alle forligspartier og kommuner, skoleledere, elever, forældre og lærere. Politikerne har erkendt, at det ikke giver mening at udvikle skolen uden dem, der skal bære forandringerne.

Men holder det i en valgkamp? Og hvad med bagefter?

Forleden kom for eksempel SF's udmelding om, at partiet opsiger folkeskoleforliget, så man kan stå frit efter et valg. Man ønsker at give folkeskolerne mere frihed, lød begrundelsen.

Nu er det meget svært at finde et parti i øjeblikket, som ikke vil give skolerne frihed. Frihed er det nye sort. Lur mig dog, om der ikke vil vise sig afgørende forskelle, når partierne skal blive enige om de konkrete rammer for al den frihed!

Men foreløbig går alle altså ind for den, så SF løber en åben dør ind. Til stor irritation for andre partier, som pænt holder sig til samarbejdet.

Den gode nyhed er dog, at når støvet har lagt sig, og valget er overstået, lever forståelsen af, hvordan man laver god skoleudvikling, forhåbentlig videre i forligskredsen og blandt parterne. Et fromt ønske kunne så være, at det gode samarbejde snart leverer nogle resultater ude i klasseværelserne.